Erik Westergaard og Gjøl Jagtforening har besøg af 150 nordjyske skytter til anden runde af Vendelbo Cup. Foto: Bitten Holmsgaard
Livet her

150 skytter finder vej til Gjøl

16. maj 2022 kl. 09:28

Skuddene knalder og splinter af orange lerduer fyger gennem luften. For enden af en grusvej mellem flade grønne marker myldrer det med mennesker klædt i grønne, brune og sorte camouflagefarver. De er i gang med anden runde af årets Vendelbo Cup i jagtskydning på Gjøl Jagtforenings baner.

- Vendelbo Cuppen går ud på, at der er en hel række jagtforeninger i Nordjylland, og det er nord for Limfjorden, der har slået sig sammen og lavet en konkurrence. Nærmest en turnering, hvor man konkurrerer mod hinanden, fortæller Erik Westergaard, som er kasserer i Gjøl Jagtforening og selv deltager i cuppen.

Cirka 150 skytter har fundet vej til Gjøl tirsdag aften. De er inddelt i fire-personers hold og skal hver især forsøge at ramme 40 lerduer.

Christian Madsen fra Præstbro Jagtforening forsøger at ramme en sidedue til Vendelbo Cup på Gjøl. Foto: Bitten Holmsgaard

- Konkurrencen den udspiller sig på otte forskellige baner i år. Det kan være, at vi udvider den til næste år og får flere baner. Så besøger vi hinandens klubber én gang i sæsonen, siger Erik Westergaard.

Gjøl Jagtforening stiller op med 12 skytter på hjemmebanen. Hold 2 har allerede været i aktion.

- De var faktisk godt tilfreds. De lå sådan i den øvre ende uden at være i toppen, fortæller kassereren.

Kæmpe set up

Medlemmerne af Gjøl Jagtforening har været på stikkerne for at kunne skabe en god oplevelse for de mange skytter.

- Det kræver et stort sammenhold af hele foreningen, fordi det er faktisk et kæmpe set up, når vi skal have maskinerne klar. Vi skal sørge for forplejning til dem, der kommer. Vi forsøger jo at tækkes dem, der kommer i håb om, at de også kommer til træning, siger Erik Westergaard.

Regnen drypper på Gjøl, så nogle af skytterne søger ly under klubhusets udhæng. Foto: Bitten Holmsgaard

Regnen drypper over banerne, så mange af de skytter, der ikke selv er i gang, går i ly inde i klubhuset, hvor der er kaffe på kanden og snak ved bordene.

- Sådan noget som Vendelbo Cuppen her er jo en inspiration til mange af dem, der kommer ud og lugter lidt til at skyde lerduer. Og man bliver faktisk bedre af at komme ud og prøve på de andres baner, fortæller Erik Westergaard.

- Man bliver presset til at læse de andre baner. Hvordan duerne de kommer. Nogle steder kan man være heldig at komme i godt og stille vejr. Og som i dag har vi haft regn her i eftermiddag og kraftig blæst. Nu stilner det heldigvis lidt af. Og andre gange så kommer vi ud i godt vejr, hvor det kører bare efter en snor, fortsætter han.

Bagduer, spidsduer og sideduer

I aften skal skytterne vise deres skydefærdigheder, når maskinerne sender lerduerne afsted i forskellige retninger.

- Der har vi fire forskellige stationer. Henholdsvis bagduer, højreduer, venstreduer og det vi kalder spidsduer. Bagduerne de kommer forfra og flyver væk fra os. Så dem skyder man reelt bagfra. Sideduerne skyder man fra siden. Spidsduerne de kommer imod én. De kommer op over én, forklarer Erik Westergaard.

Regnen får mange til at trække indenfor i klubhuset. Foto: Bitten Holmsgaard

Han fortæller, at den bedste træning er at komme ud på en ny bane, hvor man ikke kan ramme en eneste lerdue.

- Det bærer man videre til den næste bane. Og så har man nogle fiduser der. Og det at blive god til at skyde lerduer er ligesom, når man tegner en hund. Man skal have en masse billeder af, hvordan løbet på geværet det står i forhold til duen. Afhængig af den givne fart, som duen har, siger Erik Westergaard.

Første del af Vendelbo Cup blev skudt i Brønderslev. Efter Gjøl dyster skytterne i Sæby, Moseby og Hjallerup i løbet af maj og juni. Turneringen slutter i august.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu