Vækst og nyt udstyr
Fristrup Rideklub glæder sig over penge til klubben
Dorthe Rosenvinge, formand for Fristrup Rideklub er glad.
Nordea Fonden har nemlig lige givet 20.000 kroner til klubben.
- De skal anvendes til forskellige springmateriel - springbane, bomme og holdere til dem, fortæller Dorthe Rosenvinge.
- Vi har faktisk fået penge til ikke mindre end 11 spring, konstaterer Dorthe Rosenvinge.
- Det er supergodt.
Der er i det hele taget gang i forbedringerne hos Fristrup Rideklub, der i foråret fik nye ridebaner, ligesom klubben også har fået helt nye sommerfolde og vinterfolde.
- Det betyder faktisk at alt er nyt her, siger Dorthe Rosenvinge, der i det hele taget kan glæde sig over en rideklub i vækst.
- Vi har været i vækst de sidste to-tre år, og ikke mindst takket være de mange frivillige er Fristrup Rideklub blevet et rigtigt godt sted at være for de cirka 50 medlemmer mellem 10 og 70 år.
- Det er faktisk sådan, at vi normalt plejer at ligge ret stille om sommeren, men i år har vi haft 14 heste henover sommeren. Det er ret uhørt og meget positivt, siger Dorthe Rosenvinge.
Hun konstaterer, at klubbens renomme har betydet, at der kommer ryttere helt fra Aalborg.
- Det eneste minus er, at vi godt kunne bruge nogle bedre busforbindelser, siger hun.
Og festen er ikke forbi.
Klubben har også fået 40.000 til nye lamper fra SE Vækstpulje Nyfors.