Ungdomsskolen er klar med Drengestedet
Jammerbugt Ungdomsskole er klar med det nye projekt, Drengestedet, som er målrettet drenge i 13-18 års alderen, der savner drengevenner, og som måske bruger lidt for meget tid foran computeren.
Drengestedet er netop startet i januar og er et tilbud til drenge, der har lyst til at få gode og sjove oplevelser med andre jævnaldrende drenge i trygge rammer.
Der bliver arrangeret forskellige aktiviteter med fokus på samarbejde og kommunikation, som enten foregår i klubben, eller som er ud af huset.
Det er eksempelvis mountainbike, klatring, boldspil, e-sport, kano, fiskeri og brætspil, og mange aktiviteter vil blive arrangeret i samarbejde med drengene.
Drengestedet har lokaler i DGI-huset i Aabybro, hvor drengene mødes hver mandag klokken 16.30 til 19. Interesserede drenge kan tage kontakt til koordinator Morten Hansen eller ungdomsskolen.
Tilbuddet er en pendant til Pigezonen, som er et af ungdomsskolens andre populære tilbud.