Billede beskrivelse

Uforklarlig fiskedød ved dæmningen

08. september 2024 kl. 06.03

GJØL/ØLAND: Mange mennesker bruger dæmningen mellem Gjøl og Øland til traveture for at kigge på naturen og det rige fugleliv. 

De blev bekymret, da der først på ugen drev en del fisk rundt i vandet ved dæmningen med bugen i vejret.

Rygtet om de døde fisk nåede også afdelingen for Vand, Natur og Landbrug i Jammerbugt kommune, der har undersøgt sagen.

- Jammerbugt Kommune har i forbindelse med henvendelser om døde fisk besigtiget Ulvedybet og Gjøl-Bredning den 3. og 5. september. Der er ved besigtigelserne konstateret et mindre antal døde fisk - især større ål - inde i Ulvedybet og enkelte på ydersiden af dæmningen, fortæller afdelingsleder i afdelingen for Vand, Natur og Landbrug Niels Vedel.

Billede beskrivelse

Ikke iltsvind

Afdelingslederen har ingen umiddelbar forklaring på fiskedøden, men tror ikke, at der er tale om iltsvind.

- Miljøstyrelsen overvåger vandmiljøet, herunder i forhold til forekomster af iltsvind. Selv om iltsvind er kendt i sensommeren, er der ifølge styrelsens rapporter ikke umiddelbart tegn på, at et større udbredt iltsvind er undervejs i området ved Gjøl, siger Niels Vedel.

- Giftige alger kan ligeledes udgøre et problem, men vi har ikke ved ved besigtigelserne konstateret akutte forureninger. Men vi vil nu følge udviklingen ved dæmningen.

Miljøstyrelsens iltsvindsrapporter kan ses på hjemmesiden mst.dk. (Iltsvind - Miljøstyrelsen (mst.dk)

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste