Udsigt til flere lejeboliger i Nørhalne
Efter godt et års forarbejde bærer Nørhalne Borgerforenings arbejde for at få flere almennyttige lejeboliger til byen nu frugt.
- Alle parter er nu enige om, at Nørresundby Boligselskab skal opfører en ny etape med lejeboliger i Nørhalne, og de forventes at stå klar i løbet af halvandet til to år, siger Torben Hillebrandt, formand for borgerforeningen.
Entreprenør Poul Østergaard, som ejer udstykning Nicolais Have, bekræfter, at man nu er så langt, at boligselskabet kan sende skema A til kommunen og bede om lov til at opføre det støttede byggeri.
Boligselskabet og entreprenøren er enige om prisen for den vestlige del af den nye udstykning, og tidligere har Jammerbugt Kommune mundtligt givet positivt tilsagn til et byggeri af lejeboliger.
Planen er at opføre 10 boliger, men Nørresundby Boligselskab har erfaring for, at d r skal være omkring 25 på venteliste, før der er sikkerhed for fuld udlejning.
Lige nu er der skrevet 15 op til en bolig, oplyser Torben Hillebrandt.
- Så det er med at få skrevet sig på listen, hvis man har planer om at flytte i lejebolig inden for den kommende tid, siger han.
I 2015 byggede Nørresundby 10 lejeboliger i Nørhalne, som straks blev lejet ud.
I øvrigt har Poul Østergaard solgt 13 af de 30 parcelhusgrunde i samme kvarter. Heraf er ni familier allerede flyttet ind.-tin