Turen går til Sønderborg
Lørdag den 15. juli satte tre friske spejdere kurs mod Sønderborg.
Henrik Winther Dyrmose, Katrine Birkbak og Anders Winther Dyrmose havde besluttet sig for at cykle den lange vej fra Aabybro til spejdernes landslejr i Sønderborg.
De startede på Hærvejen, hvis hullede belægning de hurtigt kom i konflikt med, og det resulterede i, at hjulet på cykeltraileren blev ødelagt. Men der skulle mere til at stoppe de tapre spejdere, for de fortsatte målrettede mod Rebild, hvor de med telt og soveposer slog lejr den første nat.
På anden dagen satte de sig endnu engang i sædet og cyklerne rullede hastigt mod Randers. Men lige som gruppen havde allermest medvind, ramte uvejret fra i går som en boomerang og med ét eksede hjulet på den haltende cykeltrailer. Men tropsføreren, Henrik, var ikke sådan at slå ud, så han trak de sidste kilometer til overnatningsstedet.
På tredjedagen blev cykeltraileren beklædt med et nyt og frisk hjul, så turen kunne fortsætte mod smilets by. Der overnattede alle mand i Connies kolonihavehus i Risskov.
Inden de fjerde dagen fortsatte mod Kolding, gjorde Anders en vaskeægte spejdergerning i form af græsslåning og brændeflytning. I Vejle skulle de overnatte på en campingplads. Da de udmattede spejdere ankom til receptionen, var den gabende tom, så de forberedte sig på endnu en dag uden bad. Men pludselig blev de mødt af en venlig herre, som forærede dem 3 poletter til brusekabinen. Om det udelukkende var af et godt hjerte eller som et udtryk for, at lugten var lige stram nok, lader vi stå hen i det uvisse.
Femtedagen overnattede de på en shelterplads i vejle. Da sjettedagen kom, cyklede de til Kolding, hvor endnu en ulykke ramte den grønne flok - Henriks kæde på cyklen sprang. Men også denne gang klarede de situationen ved at skaffe en ny kæde, så de med oprejst pande kunne fortsætte det sidste stykke til Aabenraa. Den syvendedag er sidste etape på turen, hvor Sønderborg er endestationen. Her deltog de i spejderens lejr i otte dage.