Troldemuseet åbner på Gjøl næste år
Troldemuseet på Gjøl skulle have slået dørene op til sæsonen i 2017, men det har taget længere tid end forventet at at skaffe de nødvendige midler. Troldemuseets budget er på cirka 1,5 millioner kroner, og nu er så mange af pengene samlet ind, at Lisbeth Emmery, der er formand for den selvejende institution Troldemuseet på Gjøl, satser på en åbning næste forår.
- Efter at vi har fået en stor donation på 470.000 kroner fra regionens Vækstforum, mangler der kun 225.000 kroner. Det er jo ingen penge, så jeg er meget forhåbningsfuld, siger hun.
Museet har kontakt til et par fonde, der med Lisbeth Emmerys ord "ikke virker helt afvisende".
Det lille museum skal fyldes med teknik i form af interaktive skærme og projektorer - og masser af trolde, selvfølgelig. Det hele skal fortælle historien om troldenes opfinder, Thomas Dam og historien om troldene.
- Vi har kun et lille lokale, som folk måske ikke synes ser ud af så meget, men jeg lover, at de vil sige WOW!, når de har set museet, siger Lisbeth Emmery.