Billede beskrivelse

Tre på stribe: Nørhalne har viljen til at vinde

25. august 2023 kl. 12.59

Anders Thomsen fra Seriesport.nu har talt med Andreas Svendsen fra IFN.

Efter jeres tredje sejr i træk, hvad tror du, var de afgørende faktorer, der gjorde, at I vandt kampen mod AaB? Var der noget specifikt, I fokuserede på, som bidrog til succesen?

- Vi kendte til AaB og, hvordan de gerne vil spille efter vores opgør i sidste kamp i foråret om oprykningen til serie 1. Her blev vi straffet på deres spillestil, som jeg synes overrumplede os den gang. Det var til gengæld ikke tilfældet denne gang, hvor jeg synes, at vi i store dele af kampen får lukket ned for deres offensive kvaliteter.

Det har været en fremragende start på sæsonen med tre sejre. Hvad tror du, har været nøglen til holdets gode præstationer og resultater i disse første kampe?

- Den kollektive indsats og viljen til at kæmpe det ekstra og løbe den sidste meter for hinanden. Vi har nu to gange været bagud 1-0, men har vendt det til sejre, hvilket i min optik skyldes viljen til at vinde samt bredden på holdet. Selvom man starter ude for os, er man stadig en afgørende del af holdet, hvilket har været enormt vigtigt for os.

At vinde tre kampe i træk kræver samarbejde og engagement. Hvordan beskriver du holdets samspil og mentalitet, der har været med til at opnå denne stærke sæsonstart?

- Vi har en rigtig god opbakning til holdet, hvor alle er til træning nærmest hver gang. Det er med til at give den vilje til at vinde kampene og kæmpe for hinanden. Så har vi også en rigtigt bred trup, hvor man ikke kan være sikker på sin plads, da 12., 13., 14. og 15. manden også har niveauet til at spille fra start. Det er med til at gøre os alle endnu bedre.

Med en imponerende start på sæsonen er forventningerne sikkert højere. Hvordan planlægger I som hold at bevare jeres positive momentum og fortsætte med at levere stærke præstationer i de kommende kampe?

- For mig er det vigtigste, at vi bevarer den vilje til at vinde og kæmpe for hinanden, som vi har vist indtil nu. Så skal resultaterne nok komme sammen med det.

Resultat:

Kamp: IF Nørhalne – AaB
Dato: 22. august
Serie & Pulje: Serie 2 Kreds 13
Resultat: 2-1
Målscorer i kampen: Nicklas Reiche og Asger Villadsen

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste