Seneste nyt

Torben Larsen siger farvel til sit livsværk

17. januar 2018 kl. 09.42

Nogle vil måske kunne huske, da Torben Larsen kom til Fjerritslev, i en rap bil, stærk i troen på, at han her kunne skabe noget unikt.

Skulle nogen dengang have været i tvivl, har tiden vist, at han havde noget at have sin selvtillid i. Idrætscenter Jammerbugt har i løbet af de godt 31 år, der er gået, udviklet sig med forrygende fart og er i dag det sted, hvor mange sportsklubber, idrætsforeninger og andre organisationer vælger at holde træningsforløb, kurser og et væld af andre aktiviteter.

Men nu var han heller ikke hvem som helst, denne mand, som bestyrelsen havde ansat i 1986.

Da han ikke en lille knægt valgte hans forældre at binde an med at drive Idrætshallen Østre Alle i Aalborg, i krydsfeltet mellem bydelene Vejgaard og Ø-gadekvarteret.

- Dengang boede man i en lejlighed i forbindelse med hallen, fortæller Torben Larsen.

I dag er begge bydele blevet peppet op, Vejgaard er blevet et særdeles pænt sted at bo, mens Ø-gadens lejligheder er et mekka for de studerende. Men i tidernes morgen, da Torben Larsen var ung, var Ø-gadekvarteret proppet til bristepunktet med værftsarbejdernes børn, som flokkedes om at lave tacklinger i ishockeyhallens dunkle belysning eller knivskarpe håndboldfinter i hallen.

Selv faldt Torben Larsen for håndbolden, der vakte noget i ham, han aldrig siden har sluppet. Talentet var der, og han vandt sågar ganske betragtelige sejre og et enkelt DM sammen med håndboldkammeraterne i Aalborg HK. Men selvom sejrene satte sjælen i brand, så var det venskaberne, der bar det hele igennem for den unge Torben Larsen.

- Holdet bestod faktisk kun af min bror og jeg, hans venner og mine venner, fortæller Torben Larsen, der i dag kan klukle over, at der på så lille et areal var så meget talentmasse samlet - men der var også virkelig mange børn, påpeger han.

Og med både hjem og fritidsinteresser samlet et enkelt sted, voksede Torben Larsen bogstavelig talt op i et miljø, han senere valgte at dedikere sit arbejdsliv til.

Men i første omgang så skæbnen ud til at ville det anderledes. Torben Larsen valgte at uddanne sig til lærer og var under sin praktiktid på Mellervangskolen i Aalborg Øst, hvor han senere blev ansat - et job, han var glad for, mens han dyrkede sin passion for håndbolden som ynglingelandsholdstræner, ungdomslandsholdstræner, ligesom han senere deltog i VM for ungdomslandshold.

Men det var som om, der manglede noget. I pauserne jokede han og hans nære kolleger med, hvad verden mon havde i vente for dem, hvis de turde tage springet ud i det ukendte.

Og en dag skete det - Torben Larsen blev tilbudt et job som håndboldtræner i Norge, en chance ud i det ukendte, som han ikke var sen til at takke ja til. Ved siden af jobbet skulle han undervise på deltid. Efter et års tid var det som om, at spændingen og interessen havde lagt sig lidt. Og så vendte han hjem for at blive lærer igen. Efterfølgende blev Torben Larsen træner for Brønderslevs håndboldherrer, mens de havde deres storhedstid, inden jobbet ved det daværende Han Herred Fritidscenter og vandrehjemmet i Fjerritslev pludselig var der.

For Torben Larsen var der ingen tvivl - jobbet var som skabt til ham.

- Hvis der ikke også havde været vandrehjemmet, så havde det været noget andet. Så havde jeg ikke søgt jobbet, fortæller Torben Larsen, der for tre årtier siden kunne se, at der her var potentiale for at udvikle noget unikt.

Den gang var der knap 3000 overnatninger på vandrehjemmet i løbet af et år.

I dag kan han se tilbage på 31 år med sammenlagt knap 500.000 overnattende gæster. Idrætscenter Jammerbugt er blevet en motor og turistmagnet for Fjerritslev, som Torben Larsen i 1986 drømte om at realisere gennem de kontakter, han havde i foreningslivet og blandt klubberne i både Danmark og udlandet.

Og mens livsværket udfoldede sig år for år, skete det, som nu en gang sker, når tiden går.

Torben Larsen fandt kærligheden lige her, i Fjerritslev, da han tilfældigvis havde købt et hus lige ved siden af en enlig mor til to.

- Vi sad tit og drak kaffe og snakkede rigtig godt sammen, fortæller Torben Larsen, der fik to fantastisk børn foræret ved et af den slags tilfælde, som kun kan forklares som en af skæbnens små stjernestunder. Senere blev familien beriget med endnu et ønskebarn.

Torben Larsen er en glad og tilfreds mand, også i tilbageblik - når man lige ser bort fra det faktum, at han ikke længere kan sætte så meget turbo på skiene, at børnene bliver sejlet agterud under den årlige skiferie.

- Jeg har nået en alder, hvor jeg har opgivet det - jeg prøver ikke en gang længere, smiler Torben Larsen, der med sindsro ser frem til at overdrage ansvaret for idrætscentret til sin efterfølger, Søren Konnerup, for at drage af sted til pensionens trummerum i sommerhuset i Hune.

Men sindsroen er der måske kun, fordi han i virkeligheden ikke giver helt slip. Han vil stadig være "ekstern konsulent", stå for regnskabet for 2017 og kunne tilkaldes når som helst, når der er brug for ham på Idrætscenter Jammerbugt.

For i netop dette unikke tilfælde, som Torben Larsen nu engang er, gælder den regel, at man ganske vist kan tage manden ud af idrætscentret. Men man kan ikke tage idrætscentret ud af manden.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste