Seneste nyt

To store ordrer til Tavils fra Brovst

16. januar 2018 kl. 08.35

Uffe Tranholm Nielsen fra Brovst, som ejer spanske Tavils aktiviteter i Norden, har vundet to store million ordrer til 2 skandinaviske mejeri virksomheder.

- Det ene projekt, som vi skal levere i løbet af første halvdel af 2018, er et robotprojekt, hvor vi skal automatisere håndteringen af alle produkter fra virksomhedens eksisterende produktionslinjer. Det er en spændende opgave, som vi har arbejdet på igennem længere tid, men nu er det endelig lykkedes at få de sidste detaljer til at falde på plads, siger Uffe Tranholm Nielsen.

Mere på vej

Og virksomhedsejeren er slet ikke færdig med at glæde sig.

Der er nemlig endnu et projekt i støbeskeen.

- Det andet projekt kommer til at gribe noget mere om sig, omend tilløbet til ordren har været usædvanlig kort. Her har vi vundet en stor ordre på totalleverancen at et fuldautomatisk pakkeri, hvor robotterne skal håndtere de færdige mejeriprodukter. Her får vi travlt hele 2018, idet gennemførelsen af hele projektet, som starter til januar, kommer til at tage et helt år. Ydermere har vi en option på anden del af dette store projekt, som i fald vi kan blive enige om betingelserne, skal gennemføres fra januar 2019 til december 2019. Vi krydser i al fald fingre for at det lykkes, siger Uffe Tranholm Nielsen.

Det er derfor også Uffe Tranholm Nielsens indtryk, at der er grund til at have optimistiske briller på.

- Generelt er der meget stor aktivitet hos de nordiske fødevarevirksomheder, og vi arbejder lige nu på rigtig mange projektoplæg i både Danmark, Norge, Sverige og Finland. Da automatisering er et nøgleord ift. at sikre disse virksomheders konkurrenceevne, giver det selvfølgelig også et højt aktivitetsniveau for en virksomhed som Tavil, som i løbet af 2017 har beskæftiget 40-50 medarbejdere alene med projekterne i Norden.

På baggrund af det høje aktivitetsniveau har Tavil i Spanien, som er en af de største producenter af robotautomatiseringsløsninger og fuldautomatiske multiformat pakkelinjer i verden, netop taget en helt ny fabrik på 60.000 m2 i brug, hvor virksomhedens ca. 350 ansatte, opbygger de færdige automatiseringsløsninger, slutter Uffe Tranholm Nielsen.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste