To australiere og én dansker mødtes ved tilfældighed efter 30 år

21. juli 2018 kl. 06.30

Verden er lille. Det fik tre udvekslingsstudenter bekræftet denne uge. Sue Kitto (dengang Bolton) fra Australien, har været på besøg i Fjerritslev i 3 dage for at hilse på Ulla Mølbæk, som boede hos familien Bolton i forbindelse med en Rotary udveksling i 1986-87. Som vært besluttede familien at vise vores egn fra hesteryg, så lørdag eftermiddag tog Ulla og Sue sammen med deres døtre, ud til Lene Madsen for at leje heste til en flot tur gennem skov og strand. Samme gode ide havde endnu en australsk udvekslingsstudent fået. Det var Kristine Stubbins, som boede hos familierne Dalum, Eigenbroth og Jæger i 1990, der også ville genopleve vort lokalområde.

Overraskelsen og gensynsglæden var stor, da de to selskaber ikke vidste noget som helst om, at de havde booket tur på samme tidspunkt.

Efter at have set Hjortdal og Svinkløv området fra hesteryg, var det tid til hjemlig hygge med flødeboller, som sammen med flæskesteg var noget af det Sue havde savnet allermest siden sit ophold i Danmark. Søndag gik turen over stranden fra Blokhus til Løkken og videre til Skagen og grenen som Sue også meget gerne ville vise sin familie.

Så selv om der er langt til Australien, skal man ikke længere væk end Hjortdal for at møde et knapt 30 år gammelt bekendtskab, ved en tilfældighed.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste