Billede beskrivelse

Tirsdagsklubben bruger naturen

Klubben begynder med de udendørs aktiviteter til påske, tirsdag 6. april kl. 9.00-10.00 ved Thorup-Klim Hallen

24. marts 2021 kl. 14.25

THORUP-KLIM: Siden landet blev lukket ned for et år siden, har det været trange tider for Tirsdagsklubben, der plejer at holde til i Thorup-Klim Hallen. De har måttet undvære den ugentlige motion og det sociale samvær.

Både i september og oktober sidste år forsøgte klubben med over 100 medlemmer at starte op med aktiviteter. Begge gange blev forsamlingsforbuddet dog sænket få dage efter. Først fra 100 til 50 og dernæst fra 50 til 10, og indendørs aktiviteter i haller blev forbudt.

Nu er det tilladt at lave udendørs aktiviteter i foreningsregi for op til 50 deltagere inklusive instruktører. Er der flere end 50, kan man lave flere hold, så længe de holdes adskilt og har hver sin instruktør.

- Mange af Tirsdagsklubbens medlemmer har udtrykt ønske om snart at komme i gang med motion og samvær. Vi imødekommer ønsket med: ”Bevægelse og motion i det fri” under Aases ledelse, fortæller Jørgen Beicher fra Tirsdagsklubben.

Tirsdagsklubben begynder med de udendørs aktiviteter til påske, tirsdag 6. april kl. 9.00-10.00 ved Thorup-Klim Hallen. Skulle deltagerantallet nå over de 50, oprettes et hold mere med en anden instruktør.

- Vi har besluttet, at man giver 20 kr. pr. gang, som vi giver videre til Gymnastikforeningen. Vi opkræver først beløbet den sidste gang, vi samles, fortæller Jørgen Beicher.

Det er ikke de eneste glædelige nyheder, klubben kan meddele. Nordeafonden har desuden støttet med et beløb til rekvisitter, bl.a. yogapøller og tæpper. Klubbens ansøgning om §18-midler, et tilskud til frivilligt socialt arbejde, er også imødekommet. Der er bevilliget et beløb til anskaffelse af et podie, så Aase kan instruere skridsikkert, når man igen kan samles i hallen.

Allerede 6. april kan man altså se frem til årets første aktivitetsmøde, som ikke kræver andet end tøj efter vejret og godt humør.

Aase vil gentage sidste års sommersucces med gratis Yoga på Thorup Strand. Det vil foregå om onsdagen kl. 9.30-10.30, og dato for begyndelse vil blive bekendtgjort på Facebook.

- Efter sommerferien er det vores håb at begynde en ny sæson i Tirsdagsklubben. Til den

tid vil alle, som ønsker det, være vaccineret, siger Jørgen Beicher.

Tirsdagsklubben planlægger at starte næste sæson tirsdag 7. september.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste