Seneste nyt

Tinghuset byder på endnu mere vellyd i 2018

04. januar 2018 kl. 08.44

Kulturforeningen Tinghuset inviterer mandag aften 5. februar til nytårskoncert med Strygekvartet Nord fra Aalborg Symfoniorkester. Kvartetten består af musikerne Christine Langer og Synnøve Gustavsson, begge på violin, Jonatan Sjölin på bratsch og Ian Phillis på cello. Vil man gerne med, kan billetter købes hos Renés Vin og Grønt eller ved indgangen.

Nytårskoncerten bliver dermed startskuddet for et nyt år med spændende arrangementer - og i kulturforeningen håber man på, at succes fra 2017 bliver videreført.

2017 var et år med rekordmange aktiviteter i Tinghuset. Stærke samarbejder med foreninger som Folkeuniversitetet, Lions Club vesterhavsfruer, AA, Lokalhistorisk forening og mange andre havde valgt at arrangere deres møder, foredrag og aktiviteter i huset. Flere vellykkede koncerter - bl.a. tre gange kammermusik og som noget helt nyt en udsolgt koncert med den anerkendte og kendte Peter AG fra GNAGS - var på plakaten. Meget tyder på, at vellyden får endnu stærkere betingelser fremover, da Tinghuset netop har fået 75.000 kroner i tilskud af SE Nyfors til indkøb af lydanlæg til Retssalen.

De mange succeser med intimkoncerter og udsigten til at kunne give den lydoplevelse, man drømmer om, har givet folkene bag Tinghuset blod på tanden; efter alt at dømme vil 2018 byde på flere intimkoncerter med store og kendte kunstnere.

Men det er ikke kun de kendte, der får plads til at lade musikken brede sig i Tinghuset, sangaftnerne under ledelse af Niels Kraghede er fortsat en kæmpe succes. Næste sangaften er tirsdag 9. januar, hvor alle er velkommen og der er gratis adgang.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste