Billede beskrivelse

Tina er på Pletten med en plan

07. juli 2024 kl. 11.02

BROVST: Tina Kjær Jakobsen fra Brovst har sammen med bestyrelsen i Gl. Brovst Beboerlaug en plan: Der skal mere natur ind i byen.

- Vi har i Gl. Brovst Beboerlaug modtaget støtte fra Nordea-Fonden på 256.280 kroner til at udvikle vores aktivitetsplads "Pletten" til et mere grønt og levende opholdssted med fokus på biodiversitet og bæredygtighed, fortæller Tina Kjær Jacobsen.

- Vi er bare så begejstrede for projektet, der hedder "Pletten - Lad os gro, krible og krable".

Pletten er et godt 7500 m2 stort aktivitetsområde i udkanten af Brovst, hvor Gl. Brovst Beboerlaug har skabt masser af aktivitetsmuligheder for borgerne i Brovst. Især Plettens legeplads med gynger, hoppepude og klatrestativ er populær – både blandt børnene og ikke mindst bedsteforældrene, som gerne tager børnebørnene med til Pletten.

Billede beskrivelse

Aktivt beboerlaug

Beboerlauget arrangerer også forskellige arrangementer – blandt andet sankthansfesten, hvor alle i Brovst er velkomne.

- "Pletten - Lad os gro, krible og krable" er et stort projekt, hvor vi blandt andet vil bygge små madpakkehuse og lave plantekasser, som borgerne kan låne, fortæller Tina Kjær Jakobsen.

- Men det vigtigste er nok, at vi får aktiveret den nederste halvdel af området. Her vil vi plante frugttræer og bærbuske, lave naturhegn med kvas, bygge insekthoteller og pindsvinebo. Men vigtigst af det hele er en række blomsterbede med stauder og insektvenlige planter.

- For hele planen for Pletten er at bringe naturen og biodiversiteten ind i byen, siger en begejstret Tina Kjær Jakobsen.

Stort arbejde

Sammen med den øvrige bestyrelse i Gl. Brovst Beboerlaug gør hun et stort arbejde for at holde den lille oase i udkanten af byen.

- Medlemmerne er flinke til at møde op, når vi holder arbejdsdage her. Men det vigtigste er nok, at vi har opbygget et stort netværk af flinke mennesker, der gerne møder op med en gravemaskine og lignende, når vi har brug for det, siger Tina Kjær Jakobsen.

Hun har endnu ikke en færdig tidsplan for, hvornår den store biodiversitetsplan er færdigrealiseret.

- Nu er vi foreløbig i dialog med kommunen om lokalplanen – og når bureaukratiet er færdigt med at arbejde, så smøger vi ærmerne op og går i gang. For nu er pengene til projektet i hus takket være Nordea-Fonden.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste