Tilbud til demente og deres familier
I sidste uge var der demensuge, og det blev markeret rundt om i hele landet.
Jammerbugt Kommune gør i den forbindelse opmærksom på det nye tilbud "åben café", som demente og deres familier kan benytte.
"Åben café" udspringer at et nyt aktivitets- og rådgivningstilbud, der i foråret startede i otte kommuner i Nordjylland - heriblandt Jammerbugt.
Tilbuddet - der hedder "Aktiv med demens" er til yngre personer med demens og til personer med demens i let til moderat grad. Det favner også netværket og familien omkring personen med demens, da det er en sygdom, der involverer hele familien.
Aktiviteterne omhandler blandt andet motion, musik, madlavning, kulturelle arrangementer, hygge og meget mere til hjemmeboende mennesker med demens, som har lyst til at komme ud og være en del af et fællesskab. Der er også mulighed for at få rådgivning om, hvordan familien i dagligdagen håndterer et liv med demens.
Det kræver ikke en visitation at kunne deltage, da tilbuddet er et åbent for alle - og det er gratis.
"Åben café" i Jammerbugt Kommune finder sted to gange ugentligt - tilbuddet er for alle, der er selvhjulpne og har en demensdiagnose, og så er det et krav, at man ikke er ældre end 75 år. Man kan deltage enten med eller uden nærmeste pårørende.
Mandage mellem klokken 9 og 12 foregår det i Pandrup Frivillighedshus, mens det torsdage klokken 12.30 til 15 er i Fjerritslev Kultur/Senior Center, det foregår.