Tiff udvider forretningen
TIFF udvider sin butik med moderigtigt tøj i Aabybro Centret med naboforretningen og får dermed plads til ikke alene flere varer, men også til salg af tøj til piger, der bruger størrelserne 42 til 56.
Indehaver Tina Voigt Madsen har købt hele bygningen, og væggen mellem de to forretninger revet ned, så Tiff kommer til at have et samlet areal på 400 kvadratmeter, når forretningen tager udvidelsen i brug 3. august.
- Der er et marked for tøj i størrelserne 42 til 56, forklarer hun.
- Vi havde taget en lille smule af tøjet ind i butikken, og det har været en stor succes, da der ikke er ret mange steder i Jammerbugt Kommune, hvor kan få disse størrelser, forklarer Tina Voigt Madsen.
Desuden har der generelt været et behov for mere plads til forretningens øvrige mærker, og udvidelsen betyder også, at der kommer en større afdeling med overtøj.
- Vi tager jo også ud på plejehjem, og derfor har vi også manglet plads, når beboerne er kommet i vores butik i kørestole. Endelig betyder udvidelsen også, at vi ved vores modeshow over to aftener i september fremover får plads til 80 gæster hver aften mod hidtil 65, forklarer Tina Voigt Madsen.
- Jeg har længe ønsket en udvidelse, og nu bød muligheden sig, tilføjer hun.
Hun ejer i alt fem Tiff-butikker - de øvrige er placeret i Vodskov, Vejgaard, Auning og Hornslet - men det er forretningen i Aabybro Centret, der er hovedkontor.
- Det er her, vi har vores hovedlager, og vi har fået indrettet et showroom samt et kontor og ansat en bogholder, forklarer Tina Voigt Madsen.