Thiele i Aabybro ser frem til åbning
Der har ikke været meget tid til hvile for chefoptiker Jesper Damgaard og hans to ansatte i weekenden. Tiden er nemlig brugt på at flytte Thiele Optik fra Torve Alle til Aabybrocentret, hvor de tre nu er klar til at åbne den nye optikforretning.
Jesper Damgaard glæder sig til at tage de nye rammer i brug.
- Der var simpelt hen for lidt plads til aktiviteter og den rigtige vareeksponering i de tidligere lokaler, og derfor var det optimalt, at vi fik muligheden for at flytte ind i Aabybrocentret med Bog & Ide som nabo. Det er lokalerne, der tidligere har huset Matas, Tøjeksperten og senest Childhood 1979. Og vi får endda mulighed for yderligere udvidelse, hvis det bliver nødvendigt, siger partner og chefoptiker Jesper Damgaard, som er overbevist om, at Aabybrocentret vil udvikle sig og blive endnu mere attraktivt i årene frem over.
Det er nu godt en måned siden, at Jesper Damgård sammen med to compagnoner overtog Lars Bloch Briller, og det har været en travl men spændende periode, fortæller Jesper Damgård .
- Det kræver jo lidt at lære et nyt kædekoncept at kende og forberede en stor flytning og butiksindretning, samtidig med, at kunderne skal serviceres. Men det er heldigvis gået godt, siger Jesper Damgaard, der på det nærmeste har arbejdet i døgndrift sammen med håndværkerne, så man var klar til at dørene op så småt i mandags.
Torsdag er der Grand Opening med en række attraktive åbningstilbud, og fredag eftermiddag følges der op med et uformelt receptionsarrangement.
- Vi synes selv, at vi har fået en super flot forretning med et attraktivt udbud af brillestel og solbriller, som vi glæder os til at vise frem, siger Jesper Damgaard, som hver tirsdag og torsdag stiller en del af butikken til rådighed for høreklinikken Audio Nova. Samtidig med, at der kan laves synsprøver i det andet prøverum.
- Vores nye butik bliver en specialforretning, hvor man kan få skærpet alle sanser, slutter Jesper Damgård med et smil.