Buddhisttemplet i Brovst, Watbuddhadham visuddhi, havde fredag fest med det thailandske børneorkester Moradokmi Troupe. <i>Foto: Jesper Hansen</i>
Livet her

Thai-rock i Brovst

11. september 2022 kl. 09:47

Normalt er buddhist-templet i Brovst stedet for ro, meditation og indre fred, men fredag aften var der liv og glade dage med thai-rock, da templet havde besøg af orkestret Moradokmi Troupe.

Orkestret er et børneorkester, som forener traditionel thailandsk musik med vestlig populærmusik med engelske tekster.

- Vi skal jo ud over rampen, så vi har mange amerikanske sange på repertoiret. Og så lærer børnene jo også engelsk, fortalte orkesterlederen Kru Chang, der er lærer på skolen i bysamfundet Dathanthanee nær Bangkok.

Det thailandske orkester er i øjeblikket på turne i Skandinavien for at samle penge ind til stipendier, så nogle af skolens bedste elever kan få en læreruddannelse og vende tilbage til skolen, der som en af de få skoler i Thailand er gratis for eleverne.

De to sangere Baipho og Kamkun betog alle med deres kraftfulde drengestemmer. <i>Foto: Jesper Hansen</i>

Penge til uddannelse

- Selv om der er lang vej fra Thailand til Danmark, giver det god mening at samle penge ind her. På grund af valutaforskellen bliver det til mange flere penge, end børnene kan samle ind ved at optræde på gaden i Bangkok, forklarer Kru Chang. 

Buddhistmenigheden havde i forvejen samlet penge ind til orkesteret. Knap 5.000 kroner blev det til – og yderligere et par tusinde kroner kom ind i løbet af aftenen.

Der blev taget godt imod børnene. De fleste medlemmer af buddhist-menigheden i Brovst stammer fra Thailand, så det blev en festlig aften med toner fra hjemlandet.

Efter koncerten, der varede to timer, samledes man om traditionel thaimad. Sådan da - for der var også røde pølser og romkugler på buffetten.

Skolelæreren Kru Chang leder børneorkesteret, der samler penge til at uddanne flere skolelærere i Thailand. <i>Foto: Jesper Hansen</i>
Annonceret indhold

Nyeste