Svigerfar så lyset for 50 år siden

Tranum Lys og Glas fejres 25. marts

23. marts 2018 kl. 10.17

Tranum: En påskedag for 50 år siden støbte Søren Andersen sine første lys i sit lysstøberi, der havde fået navnet Tranum Lys.

Så i påsken fejrer virksomheden, der nu også har glas- og keramikværksted samt brugskunstbutik under sit tag et rundt jubilæum.

Egentlig var stifter, Søren Andersen, landmand, men så kom hans søster Esther, der var lidt af en eventyrer tilbage fra København.

- Og hun havde jo så færdes i nogle kunstneriske kredse der i Købehavn og fået lært at lave lys, fortæller Søren Andersens svigerdatter, Jonna Skydt Andersen, der nu er eneejer af virksomheden, der først i en senere årrække har fået ordet "glas" i sin titel.

Søsteren åbnede et værksted, hvor hun og manden drejede lys.

- Det var ikke så langt herfra, og det gik også fint i starten, men så var det alligevel som om, at det der med at skulle arbejde som mand og kone blev for svært, fortæller Jonna Skydt Andersen.

Lysstøberiet blev dog i familien, for her var det så, at Jonna Skydt Andersens svigerfar slog til og gav sig til at dreje hånddyppede og håndlavede lys.

I 1973 droppede han helt dyreholdet på den gamle gård.

Og han fortsatte sin produktion af lys indtil sønnen Asger og svigerdatteren Jonna overtog hans lysvirksomhed.

Det var i 1987, og parret, der i de år også fik tre børn, gik straks i gang med at udvide og bygge om.

- Jeg arbejdede desuden som lærer, men jeg ville jo også gerne være her på gården og arbejde med Asger. Vi havde et fantastisk godt og tæt samarbejde, siger hun med varme i stemmen.

Asger tog sig af lysene og vores juletræsproduktion, fortæller hun.

Slut med lysproduktion

I dag bliver der ikke længere fremstillet lys på gården mere, men der er stadig masser af lys i lange rækker. De bliver leveret af et dansk firma.

- Der skete jo det, at forsikringsselskabet pludselig ville have flere hundrede tusinde for at forsikre os, og det hverken kunne eller ville vi være med til, siger Jonna Skydt Andersen.

Hun og ægtefællen besluttede derfor, at det skulle være slut med at producere hånddyppede lys på gården.

- Og så var det, Asger pludselig blev så syg, og inden vi havde fået taget beslutningen var han død, siger Jonna Skydt Andersen, trist.

Det er to år siden, Jonna Skydt Andersen blev alene, og hun har knoklet videre siden. Juletræsdelen tager den ene af sønnerne sig dog af.

Vild med ler

Glasdelen kom til i 2003, hvor Jonna Skydt Andersen startede som selvstændig glasmager, og i 2017 kom keramikdelen til.

Hun tog nemlig en beslutning om at gøre noget for sig selv, og blev i 2017 udannet som billedkunstner fra Aarhus Kunstakademis keramiske afdeling.

- Det er simpelthen det bedste, jeg har gjort for mig selv, siger hun.

Resultatet af den nye uddannelse er en helt ny afdeling med keramik.

Først og fremmest kunst.

- Men mon ikke også kommer i gang med at dreje nogle kopper.

- For jeg er VILD med ler, siger hun smilende.

Kunst og overnatning

Fremtiden byder også på andre tiltag, for de workshops, Jonna Skydt Andersen allerede arrangerer, skal gerne suppleres med overnatning.

- Så kan man komme her flere dage i træk og være kreativ.

- Det og så endnu flere udstillinger skal være det, der bliver fremtiden her på gården.

50 år skal selvfølgelig fejres, og det bliver det selvfølgelig, smiler Jonna Skydt Andersen

Der er reception søndag 25. marts.

Og samme dag er der også fernisering af en påskeudstilling, hvor der udstilles glas og solgt keramik og tekstil.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste