Susanne fulgte sit hjerte

Susanne Kronborg Kold tog springet og åbnede egen garnbutik i Fjerritslev

10. december 2017 kl. 10.50

Susanne Kronborg Kold smiler bag disken i hendes nye butik, Kronborg Uld. Butikken bugner af garnbundter, færdigstrikkede varer, smukke kurve, et væld af forskellige strikkepinde og alt, hvad man ellers skal bruge for at kunne dyrke sin passion.

For Susanne Kronborg Kold er det en drøm, der bliver virkelig. Med sin butik har hun formået at kombinere sit arbejdsliv med sin passion og store hobby - og det vel at mærke lige her i Fjerritslev, som hendes hjerte slår for.

For et halvt år siden stod hun i garnbutikken på Østergade. Men da den lukkede, stod hun pludselig med valget mellem at tage med til Aalborg, hvor hovedbutikken lå, eller finde på noget helt nyt og anderledes.

- Egentlig ville min chef gerne have haft mig til Aalborg, fortæller Susanne Kronborg Kold - men hun synes, der var alt for langt at skulle køre ud og hjem.

Og at flytte til Aalborg var helt udelukket - hun er og bliver en pige, der hører til her i Fjerritslev.

Efter nogen tids overvejelser gav Susanne Kronborg Kold efter - hun havde fået så mange små puf af sine venner og familien, at hun til sidst tog springet og valgte at åbne butikken i Søndergade 1.

- Børnene er jo flyttet hjemmefra nu, så jeg tænker også, at det skulle være nu eller aldrig, hvis jeg skulle gøre det, fortæller hun med et smil.

Susanne Kronborg Kold lægger ikke skjul på, at det primært skyldes familie, venner og bekendte, at hun tør at stå her, i sin helt egen garnbutik - og med al den opbakning, hun har fået, er hun ikke i tvivl om, at hun har fået alle de rigtig kort på hånden til at lykkes med sin butik.

At opbakningen er til stede bliver helt tydeligt, når man betragter de mange blomster og gaver, der bugner på det bord, hun har stillet op i butikken. Bordet står der nu ikke for at være gavebord, men er egentlig tænkt som et samlingssted for de kvinder - og mænd, hvis de vil - der har lyst til at mødes omkring en fælles passion om håndarbejde.

- Da jeg stod i butikken i Østergade, holdt jeg også hækle- og strikkecafé. Det regner jeg også med at komme til igen, fortæller Susanne Kronborg Kold, der glæder sig til at kunne samle de mennesker omkring sig, der drømmer om at være sammen om håndarbejde.

Da hun holdt hækle- og strikkecafé sidste gang, var der lige knap 15 mennesker, der mødtes i den gamle butik. Og Susanne Kronborg Kold har fået henvendelser fra mange, der er klar til at være med igen. Det er blot et spørgsmål om, hvornår hun kan være klar til at invitere indenfor - men der vil ikke gå ret længe, lover Susanne Kronborg Kold med et smil.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste