Billede beskrivelse

Surprise: Nete fik uventede gæster

29. juli 2024 kl. 19.01

ATTRUP: Nete Ovesen fra Skive blev bogstavelig talt taget på sengen – eller rettere køjen – da hun søndag fyldte år.

Sammen med manden Søren Kaagaard er Nete Ovesen på Limfjordstogt i deres båd Petrel. De lå søndag morgen fredeligt i køjerne, da vennerne Lene Noppenau og Torben Gregersen overraskede dem med frisk morgenbrød købt to timer tidligere i Skive.

- Så var det jo med at komme ud af fjerene og få gang i pulverkaffen. Det blev en dejlig formiddag i solen på agterdækket. Den havde jeg ikke set komme, erkender Nete Ovesen.

Billede beskrivelse

Det årlige sommertogt

Hun er sammen med Søren Kaagaard på deres årlige sejltur i Limfjorden. Togtet tager altid mindst 14 dage, men hvis vejret er til det, kan det sagtens blive månedlangt.

- Vi er begge pensionister, så vi har normalt ikke så travlt. Men lørdag havde vi faktisk fuld fart på, da vi stak ud fra Fur Havn mod Attrup Havn. For vi havde hørt, at der var gardenparty med reggae på Skovsgaard Hotel om eftermiddagen.

- Vi har altid cykler med, når vi sejler – og vi ligger tit i Attrup, hvor vi så cykler til Skovsgård og handler i Brugsen eller spiser på hotellet, som er et af vores stamsteder.

- Det viste sig så lørdag eftermiddag, at det var en and – det med gardenpartyet. For det er først på torsdag, at One Love Marley Band spiller i hotelhaven. Så nu bliver vi i Attrup nogle dage. For jeg er vild med reggae – og Skovsgård Hotel, siger Nete Ovesen.

En dejlig frihavn

- Det gør ikke så meget. For Attrup Havn er et dejligt sted. Her er fred, ro og flinke mennesker – og så gør det jo heller ikke noget, at det er en frihavn, så vi ikke skal betale for opholdet. Vi er jo pensionister.

- Jeg blev godt nok noget overrasket, da Lene og Torben dukkede op med morgenbrød og fødselsdagsgave søndag morgen. Så sejlturen forvandlede sig fra et gardenparty i Skovsgård til et surpriseparty i Attrup, griner Nete Ovesen, der ikke vil afsløre, hvor gammel hun blev.

- Man taler jo ikke om damers alder.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste