Billede beskrivelse

Stort stævne giver Henrik sved på panden

09. april 2022 kl. 07.30
Opdateret 10. april 2022 kl. 10.14

Henrik Gammelholm, der er formand for Han Herred Motorklub, har i disse dage flyttet kontoret ud på klubhuset ved motocross-banen i Fjerritslevs udkant. For han har travlt. Meget travlt. Den 16. og 17. april er klubben vært for EM og DM i motocross med 200 deltagere fra 13 forskellige lande.

De 200 deltagere får følge af mekanikere og familie, så alt i alt forventer Henrik Gammelholm et rykind på mindst 1.000 overnattende gæster. De medbringer autocampere, så en vigtig del af forberedelserne handler om at indrette en mellemstor campingplads med et solidt underlag og strøm, så gæsterne kan hygge sig, når der ikke køres ræs på banen.

De mange autocampere skal stå på noget af motorklubbens jord, men det har også været nødvendigt at låne jord hos naboerne.

Banen skal opgraderes

- Vi benytter også lejligheden til at opgradere banen – blandt andet med et nyt startsted, hvor der bliver plads til 40 deltagere ad gangen, fortæller Henrik Gammelholm.

- Vi er godt klar over, at nogle mennesker finder motocross støjende, så vi bygger også nye støjafskærmninger, ligesom vi er i gang med en helt ny publikumstribune. Der bliver også sat nye lysmaster op ved banen, så man også kan køre, når det er mørkt.

Selv om løbsdagene først er i påskehelligdagene, forventer Henrik Gammelholm, at mange af deltagerne vil være i Fjerritslev hele påskeugen.

Travlhed i handelslivet

- Det skal de handlende i Fjerritslev nok komme til at mærke. Når det regner på præsten, drypper det jo på degnen, siger formanden.

- Vi har arbejdet på det store stævne siden sidste år, hvor vi lagde den første billet ind. Siden har vi haft besøg af motocross-unionen flere gang, inden vi kort før nytår fik grønt lys for værtsskabet.

Det er ikke gratis at bringe Fjerritslevs motocross-bane op til international standard. Henrik Gammelholm oplyser, at projektet er støttet af en lang række sponsorer fra det lokale erhvervsliv, ligesom der er givet 40.000 kroner i tilskud fra Jammerbugt kommune og yderligere 80.000 fra LAG-midlerne.

Henrik Gammelholm glæder sig til, at det store stævne løber af stabelen – og han er overbevist om, at det vil øge den lokale interesse for den sportsgren, som han har dyrket fra barnsben af.

- Vi har endnu ikke overblik over mediernes interesse for stævnet, men vi ved fra andre klubber, at både DR og TV2 plejer at dukke op, så vi er også med til at placere Fjerritslev på verdenskortet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste