Stor interesse for nye vuggestuer

17. august 2017 kl. 08.52

Mandag 14. august 2017 blev vuggestuen i Tranum indviet.

Næstformand i Børne- og Familieudvalget Ole Stavad holdt tale. Han glædede sig over, at der nu er endnu et kommunalt tilbud om vuggestue i lokalsamfundene i Jammerbugt Kommune, og at det bidrager til, at forældrene har fået en valgmulighed mere i forhold til, hvordan de ønsker deres børn passet. Samtidigt betyder det flere børn og mere liv i nogle af de relativt små institutioner.

I Tranum skete indvielsen på lidt utraditionel vis, da et af de helt små børn i vuggestuen, Christian, gik igennem det røde crepebånd, som var sat op ved indgangsdøren.

Med indvielsen er otte nye vuggestuer ud af i alt ni indviet og klar til brug. Vuggestuer, der alle er færdigindrettede, ligger i Saltum, V. Hjermitslev, Nørhalne, Gjøl, Birkelse, Trekroner, Ørebro og nu altså også Tranum. Den sidste vuggestue, der mangler at blive indviet, er i tilknytning til Børnehaven Aabys afdeling på Anlægsvejen i Aabybro.

Tilbygning i Tranum

De fleste steder har det været muligt at indrette vuggestuerne i de eksisterende lokaler med nogle bygningsændringer de enkelte steder. I Tranum har det dog været nødvendigt med en tilbygning for at få lokalerne til at gå op.

En del af de eksisterende lokaler i børnehaven egnede sig rigtig godt til at indrette vuggestue i. Derfor bliver det nogle af børnehavebørnene, som får glæde af den nye stueafdeling i tilbygningen.

Tilbygningen til børnehaven betyder samtidigt, at børnehaven får en bedre opdeling med køkkenet i midten som husets hjerte. Tilbygningen forventes færdig i starten af oktober 2017.

Samtidigt med indvielsen af vuggestuen i Tranum, blev det markeret, at der er kommet tag på tilbygningen i bedste rejsegildestil med røde pølser og sodavand til håndværkerne på pladsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste