Stor fremgang for foreningsidræt
Sport: De seneste medlemstal fra DGI og Danmarks Idrætsforbund (DIF) viser en markant fremgang for de 89 foreninger i Jammerbugt Kommune
JAMMERBUGT: De seneste medlemstal fra DGI og Danmarks Idrætsforbund (DIF) viser en markant fremgang for foreningsidrætten i Jammerbugt Kommune.
I løbet af 2019 er de lokale idrætsforeninger således gået 1.497 medlemmer frem, så der nu er 19.986 medlemmer fordelt på kommunens 89 foreninger.
Det oplyser de to forbund i en pressemeddelelse.
Det er en nyhed, som glæder Helle Bak Andreasen (V), der er formand for Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget.
- Det, synes jeg, er en fantastisk nyhed. Jeg må give et stort skulderklap til foreningerne, for det er dem, som yder det store frivillige arbejde.
Fra kommunens hold har det været - og er stadig - et indsatsområde at få så mange som muligt ud i foreningslivet. Noget af det vi gør i den henseende, er blandt andet at holde hallerne up to date, sørge for at holde faciliteter og tilskud i orden og bakke de frivillige op. For uden dem, var der intet foreningsliv, siger hun.
Bevæg dig for livet
DGI og DIF har siden 2014 med støtte fra Nordea-fonden og TrygFonden haft ”Bevæg dig for livet”-samarbejdet om at gøre Danmark til verdens mest aktive nation.
- Vi er enormt stolte over den kæmpe indsats, der leveres i idrætsforeningerne, og som nu giver historisk mange medlemmer. Det at bevæge sig for livet taler til hver enkelt af os, og samtidig har idrætsforeningerne taget nye aktiviteter og organiseringsformer til sig. Danskere i alle aldre værdsætter det aktive fællesskab. Det styrker foreningernes rolle på landet og i byen, siger Charlotte Bach Thomassen, der er formand i DGI.
På landsplan er der en fremgang i DGI og DIF på 49.274 medlemmer, så det samlede medlemstal i de to idrætsorganisationer nu er på 2.306.288 fordelt på 11.349 foreninger.
Det er et historisk højt tal og første gang, der er over 2,3 millioner medlemmer.
Der er fremgang i alle aldersgrupper fra børn til seniorer, og særligt idrætter som fitness, svømning og tennis har fået flere medlemmer i 2019, oplyses det.