Støtte til hotel og papirkunst
Pulje hjælper blandt andet Svinkløv Badehotel og nyt center for papirkunst i Hune
SE Vækstpulje Nyfors har netop uddelt godt fem millioner kroner til 82 nordjyske projekter. Det er den hidtil største uddeling af midler fra puljen.
82 lovende, nordjyske projekter har fået en ekstra julegave. De kan nemlig se frem til at modtage midler fra SE Vækstpulje Nyfors. Formålet er at skabe vækst og udvikling i lokalområdet og projekterne fordeler sig i Brønderslev Kommune og Jammerbugt Kommune.
- Det er med stor fornøjelse, at vi nu kan bakke op om yderligere 82 projekter her i Nordjylland. Forhåbentlig kan midlerne fra SE Vækstpulje Nyfors være med til at modtagerne nu kan realisere deres projekter, siger formand for SE Vækstpulje Nyfors, viceborgmester Karsten Frederiksen, Brønderslev, til NORDJYSKE.
Den største bevilling fra SE Vækstpulje Nyfors blev i denne omgang givet til genopførelsen af det nordjyske turistflagskib Svinkløv Badehotel. Efter hotellet brændte ned til grunden i september 2016, skal det ikoniske badehotel nu genopføres, og det ventes, at Svinkløv Badehotel kan åbne igen i foråret 2019. Puljen støtter genopbygningen af Svinkløv Badehotel med 500.000 kroner.
- Her har vi lagt vægt på, at Svinkløv Badehotel trækker mange turister til landsdelen.
En anden stor donation fra SE Vækstpulje Nyfors på 250.000 kroner gik til det nye, kulturelle fyrtårn i Jammerbugt Kommune "Center for Papirkunst". Center for Papirkunst er en ny innovativ virksomhed af høj international standard, både kunstnerisk og kommercielt, og vil blive Nordens eneste museum for papirkunst.
Bag Center for Papirkunst står iværksætteren Karen Bit Vejle, som selv er opvokset i Jammerbugt Kommune. Saks og papir har fulgt Bit Vejle, siden hun som femårig klippede sit første gækkebrev, og i mere end 50 år har hun perfektioneret sin teknik. I dag er hun en internationalt anerkendte psaligraf.
- Med SE Vækstpulje Nyfors’ donation til "Center for Papirkunst" bidrager vi til en innovativ virksomhed, der både vil skabe lokale arbejdspladser og vil bidrage positivt til udviklingen af turismen i Nordjylland. Et fantastisk, visionært projekt, som vi glæder os til at følge, udtaler Karsten Frederiksen.
- Vi har set videoklip, og det er helt fantastisk. Når stedet bliver en realitet, vil det tiltrække folk fra hele landet. Hun har udstillet over hele verden, fortæller Karsten Frederiksen.