Billede beskrivelse

Spejderne bragte Fredslyset til Tranum

05. december 2023 kl. 11.00

Første søndag i advent er begyndelsen på kirkeåret. Det blev markeret i Tranum kirke søndag eftermiddag ved en familiegudstjeneste, hvor KFUM-spejderne fra byen stod for at tænde kirkens stearinlys.

Det skete med det såkaldte Fredslys, som er tændt i Fødselsgrotten i Betlehem, og som bliver spredt til hele verden af spejderbevægelsen og Sct. Georgs Gilderne for at understrege behovet for fred og fredelig dialog mellem mennesker – uanset politisk, religiøs eller anden bagtanke.

Ved gudstjenestens begyndelse gik spejderne i procession med stearinlys op til alteret og tændte lysene, hvorefter gruppeleder Kim Levisen fortalte om traditionen og årets fredslys-budskab, som er en opfordring til medmenneskelig forståelse i en urolig tid.

Billede beskrivelse

Med bil, tog og fly

- Fredslyset har rejst den lange vej fra Betlehem med både bil, tog og fly – først til Wien og sidenhen til Nordjylland, hvor Tranum-spejderne hentede flammen i Budolfi Kirke i Aalborg torsdag aften, sagde Kim Levisen.

Efter højtideligheden i kirken drog spejderne i parade gennem Aalborg med et FDF-orkester i spidsen.

- Vi har deltaget i begivenheden i flere år. Det er meget stemningsfuldt – og også populært blandt spejderne, for vi benytter turen til Aalborg til et besøg på McDonalds i Aabybro, som en helt speciel juletradition blandt Tranum-spejderne.

Billede beskrivelse

Nu er Fredslyset kommet til Tranum, hvor kirkegængerne efter familiegudstjenesten havde mulighed for at tænde deres eget lys og tage det med hjem. Det blev af Tranum-spejderne helt i tidsånden betegnet som ”Fredslys to go”.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste