Spejdere fylder 70
KFUM-spejderne i Skovsgaard runder et skarpt hjørne
KFUM-spejderne i Skovsgaard runder i år et skarpt hjørne.
Gruppen fejrer lørdag formiddag sit 70-års-jubilæum i Aarup Hede.
Det var Magnus Larsen, som i 1947 startede gruppen under Brovst. Men allerede to år senere blev Skovsgaard-gruppen selvstændig og kom til at omfatte både ulve og spejdere.
Siden er det gået slag i slag, og rovere, bævere og senest seniorarbejde er kommet til og i dag er der ca. 45 aktive medlemmer i Skovsgaard-gruppen. Fra begyndelsen holdt man til i missionshuset, lokaler på skolen og i private hjem. Først i 1955 fik gruppen egne lokaler, da man indrettede den gamle hestestald til missionshuset til det oprindelige Bjælkebo.
20 år senere i 1975 fik man det nuværende Bjælkebo i forbindelse med den netop nyopførte præstegård brændte. I dag har Skovsgaard-gruppen nogle af landets bedste fysiske rammer for spejderarbejdet, når man sætter det i forhold til gruppens størrelse, vurderer gruppeleder, borgmester Mogens Gade.
I Aarup Hede er der de seneste år gjort en stor indsats for at få etableret ny hytte, shelter og diverse forbedringer, og Mogens Gade peger på, at der virkelig er blevet ydet en kæmpe, frivillig indsats her for at få blandt andet el og vand installeret, og at også det store vedligeholdelsesarbejde er en udfordring.
- Mange har bidraget - gennem årene - med det store og vigtige arbejde det har været at sikre de gode fysiske rammer, siger han.
Alle nuværende og tidligere bævere, ulve, spejdere, ledere, forældre, grupperådsmedlemmer og øvrige interesserede er inviteret til at deltage i fejringen af Skovsgaard KFUM.
Man mødes i Aarup Hede kl. 10 til "Åben Hede" med rundstykker. I løbet af formiddagen er der opgaveløb på pladsen og madlavning over bål, hvor alle kan være med.