Spændende havebesøg Haveselskabet Jammerbugt er klar igen efter sommerferien

31. juli 2017 kl. 09.05

Haveselskabet Jammerbugt er nu klar igen efter sommerferien. Det sidste arrangement før sommerferien var en aften i formand Inger Ydegaards Have. Her blev 25 interesserede kvinder undervist af blomsterdekoratør Susanne Jensen i at lave dekorationer og buketter. Det var en fin aften, hvor alle deltagere gik hjem med flotte kreationer.

Onsdag 9. august bliver der lejlighed til at se hele to haver hos Jammerbugt. Der startes hos Susanne og Preben Jensen på Peder Wesselsvej 1 i Skovsgård kl. 19.00. De har en stor, velanlagt parcelhushave blandt andet med et stort rosenbed og en havedam med fisk. Herefter går turen til Per Iversen, Attrupvej 11, i Attrup. Per er et kendt ansigt i området. Han er blandt andet kirke- og kulturmedarbejder, kirkesanger, instruktør og skuespiller ved dilettantforestillingerne i Skovsgård samt skovspillet ved søen i Jægerum. Per Iversen har denne aften lovet at åbne såvel haven som sit gamle skæve hus fra 1877. Det er ikke en særlig stor have, men dog er der både køkken- og prydhave. Han har flere "eventyrlige" blomster i sin have, og han vil denne aften også give prøver på "blomstrende" historier af H.C. Andersen og Jeppe Aakjær ved oplæsning og sang, Der vil også blive lejlighed til lidt fællessang - naturligvis også om blomster. Der serveres kaffe med brød, som kan nydes sammen med den smukke udsigt over Limfjorden.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste