Sangeren og sangskriveren Søren Krogh var torsdag aften på scenen i Jammerbugt Kultur- & Erhvervscenter. <i>Foto: Allan Mortensen</i>
Livet her

Søren Krogh indtog scenen til torsdagskoncert

19. september 2022 kl. 10:37

Vendsyssel, særligt det nordvestlige hjørne, var torsdag aften på plakaten i Jammerbugt Kultur – & Erhvervscenter. 

Retteligt var det sangeren og sangskriveren Søren Krogh, der med band indtog scenen. 

Under overskriften ”Havtornland” blev der dog sendt skjulte referencer til egnen med den jordbundne folkesjæl, de forblæste klitter og – nå ja, havtorn som en slags botanisk kendetegn. 

Godt et halvt hundrede publikummer var på plads. <i>Foto: Allan Mortensen</i>

Søren Krogh er nok musiker, men han er først og fremmest historiefortæller. Ved koncerten torsdag øste han ud af et vanligt underfundigt verdenssyn, der er rundet af Vendsyssel, og hvor den nøjsomme vækst med de gule bær altså også har givet navn til Kroghs seneste album. Her excellerer trubaduren udi alt fra sin egen trygge opvækst i netop ”Havtornland” til de eksistenser, der end ikke kan nå træernes frugter, som Søren Krogh så malende beskriver det. 

Albummet er det tiende i rækken og endnu en understregning af, at der ikke var tale om kulturel overbærenhed fra hovedstaden, da Krogh i 2013 blev hædret som årets sangskriver i folk-genren ved Danish Music Award.

Søren Krogh var omgivet af dygtige musikere. <i>Foto: Allan Mortensen</i>

Omkring et halvt hundrede sjæle var på plads til torsdagens koncert, hvor Søren Krogh blev akkompagneret af Dennis Ahlgren på blandt andet bas og banjo, Jens Kristian Dam på trommer, Ole Albrechtsen på pedalsteel og Thyge Van Dassen på violin.

Allerede den kommende torsdag er der igen koncert i Jammerbugt Kultur & Erhvervscenter. Her gæster folk-pop-bandet ”Fætters” stedet.

Annonceret indhold

Nyeste