Søndage med opera og ballet i Kino
Efter at Det Kgl. Teater har besluttet at stoppe tilbuddet om streaming af opera, ballet og skuespil ud til landets biografer har Fjerritslev Kino fået flere henvendelser om at finde en ny løsning. Og den er fundet med et tilbud fra DCP, Digital Cinema Package, fortæller Kinos formand Bente Jensen.
- Allerede på søndag 21. januar vises den første forestilling fra Sydney Operaen, nemlig balletten "The Sleeping Beauty", oplyser hun.
Balletten er en helt overdådig forestilling om den smukke unge Tornerose, der af en ond fe bliver dømt til at sove i 100 år, når hun fylder 16 år og kun kan vækkes med et kys af prinsen.
Kostumerne og opsætningen er i særklasse ekstravagant og vil med garanti også falde i smag hos et yngre publikum - ja, anmelderne skriver helt ned til treårige...
Forestillingen finder sted om eftermiddagen og påvirker således ikke det normale filmprogram i Kino. Det gælder også de tre efterfølgende operaforestillinger, Puccinis "Turandot", Gilbert og Sullivans "The Pirates of Penzance" og Verdis mest populære opera "La Traviata". De vises henholdsvis søndag 4. februar, søndag 4. marts og søndag 22. april.