Socialt bedrageri for millioner
Flest har snydt med sygedagpenge i Jammerbugt Kommune
Sygedagpenge, tabt arbejdsfortjeneste for familier med handicappede børn, kontanthjælp og førtidspension.
Det er et udpluk af de ydelser, som borgere i Jammerbugt Kommune sidste år fik udbetalt uberettiget. I alt blev kommunen bedraget for godt 2,8 millioner kroner.
Det fremgår af en årsrapport om indsatsen mod socialt bedrageri.
Beløbet er af omtrent samme størrelse som året før.
Det er inddrivelseskontoret, der står for at finde snyderne, og det kan gøres på flere måder.
- Det kan være, at vi på forvaltningen undrer os over noget eller nogen, og det kan være borgere, der anmelder, hvad de oplever som bedrageri, siger Allan Nørgaard, der arbejder i inddrivelseskontoret.
Han er den eneste, der dedikeret arbejder med at opspore og stoppe udbetalinger, som folk ikke har ret til, men hele forvaltningen bidrager.
Ifølge borgmester Mogens Gade er det planen, at inddrivelseskontoret skal tilføres en ekstra ansat, men det er ikke afgjort, hvad den ekstra ansatte skal bruges til.
- Vi får snart et oplæg fra forvaltningen om, hvordan vi skal målrette den nye stilling. Men jeg tror, at vi kan få inddrevet flere penge, siger borgmesteren.
Sidste år modtog kommunen 36 anmeldelser om socialt bedrageri fra borgerne.