Seneste nyt
Billede beskrivelse

Skovsgård/Brovst KFUM IF har fået en stærk start på sæsonen

10. oktober 2024 kl. 11.01

SKOVSGÅRD/BROVST: Foreningen oplever fremgang på flere fronter. 

- Både badminton, håndbold og gymnastik er kommet godt fra start. Der er stigning i medlemstallet, og i øjeblikket har vi 64 flere medlemmer end sidste sæson, udtaler Pia Skifter Sørensen, formand for hovedbestyrelsen.

Flere nye initiativer er sat i gang, herunder ansættelsen af en foreningsguide, der skal støtte børn og unge i at finde vej ind i sunde fællesskaber. Denne indsats har allerede vist positive resultater. Som en del af dette har foreningen afholdt åben skole-arrangementer, hvor elever fra mellemtrinnet blev inviteret til Brovst Hallen for at lære mere om foreningens tilbud.

Projektet "Flere unge ledere" er også i fuld gang. 

Billede beskrivelse

Omkring 90 elever fra 7. og 8. klasse på Brovst og Skovsgård Tranum Skole har deltaget i en Trænerdag med en DGI-underviser, hvor de blev introduceret til rollen som hjælpetræner. Efter Trænerdagen har de unge fået mulighed for at prøve kræfter med hjælpetrænerrollen gennem en fireugers praktikperiode i enten håndbold-, badminton- eller gymnastikafdelingen. 

- Vi håber, at dette forløb vil give de unge mod på mere, så de fortsætter som hjælpetrænere og senere som trænere. På den måde kan vi fastholde dem i foreningen, forklarer Pia Skifter Sørensen.

Der er også fokus på trivslen i foreningen. Gymnastikafdelingen arrangerede for nylig en hyggelig aften med spisning og overnatning for ca. 30 børn, hvilket styrkede både sammenhold og fællesskab. 

- Det er altid så hyggeligt, når vi holder overnatning for medlemmerne, og det giver bare endnu stærkere fællesskab, siger Nadja Rildau, gymnastikinstruktør. 

Lignende arrangementer er også på vej i badminton- og håndboldafdelingerne.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste