Skovdag i Svinkløv igen
Skovens Dag skal fremover fejres hvert andet år i plantagen
Fremover skal Svinkløv Plantage hvert andet år være hjemsted for arrangementet Skovens Dag.
Det kunne Morten Brown Stumann fra Naturstyrelsen Thy fortælle, da den landsdækkende naturdag blev fejret forleden i netop Svinkløv Plantage.
Temaet i år var skovens energier, og ønsket var at sætte træ som klimavenlig energi på dagsordenen.
Ud over at være en mulig energikilde for mennesker, så giver skoven også energi til hverdagen som rekreativt område.
Skoven er et sted, man kan samle tankerne og få en pause fra byernes larm mens man f.eks. går en stille tur.
Eller man kan brænde sin egen energi af ved at løbe eller cykle, mens man nyder synet af naturens eget kraftværk.
I år blev dagen lavet i samarbejde med Hennings hestevognskørsel, KFUM spejderne, Feriecenter Slettestrand, Naturcenter Fosdalen og Jagtkonsortiet i Svinkløv.
Feriecentret havde opstillet en MTB-bane, hvor man kunne teste sine færdigheder på en mountainbike.
Hurtigste tid på banen blev fra gruppen ung imellem 10 og 18 år. Her kørte den hurtigste banen på 26,5 sek.
Næst hurtigste tid kom fra mændene, hvor bedste mand kørte på 28,3 sek.
Hurtigste barn op til 10 år kørte i tiden 33,2 sek., mens kvindernes hurtigste fik tiden 35,1 sek.
KFUM spejderne tilbød pandekagebagning over bål, mens Naturstyrelsens egne ansatte tilbød klatring i træer, bueskydning og udsigt over området fra en lift.
Det sidste var meget populært, og ca. 80-100 personer nåede at få den flotte udsigt i løbet af de tre timer, arrangementet varede.
- Vi er meget tilfredse med det store fremmøde til dagen konstaterer Morten Brown Stumann.
Han tilføjer, at Svinkløv fremover skal lægge skov til arrangementet hvert andet år, mens det de modsatte år vil være Vilsbøl Plantage i Thy, der holder Skovens Dag.
- Har man lyst til at være en del af Skovens Dag 2019 i Svinkløv med aktiviteter, så må man gerne kontakte mig, siger Morten Brown Stumann.