Skolen fejret med stor fest
520 mødte op for at fejre Trekronerskolens jubilæum lørdag aften
520 var lørdag aften med til at fejre Trekronerskolens 60-års-jubilæum.
Det skete ved en storstilet fest i hallen ved landsbycentret.
- Det var simpelthen sådan en god aften. Masser af glade mennesker, der bare snakkede og snakkede og hyggede sig, siger Maren Jensen, der ud over at være skolebestyrelsesformand for Trekronerskolen også har stået i spidsen for at arrangere jubilæumsfesten.
Festlighederne begyndte allerede om eftermiddagen, hvor en tidligere elev, Ole Randbæk, fortalte om skolen i gamle dage, og der blandt andet var åben skole, så man kunne komme ind og se, hvordan skolen tager sig ud i dag.
Lidt efter kl. 18 blev alle gæsterne lukket ind i salen og herefter gik det slag i slag med en tre-retters middag med retter leveret af Thorupstrand Røgeri, Rønnes Hotel og Aabybro Mejeri, og glad dansevenlig musik ved bandet Roulet.
- Alt klappede som det skulle, og det var rigtig god mad. Heldigvis er en af vores frivillige kok, så hun kunne styre alt med at få serveret maden, fortæller Maren Jensen.
10-15 frivillige hjalp til i løbet af aftenen, blandt andet med at passe baren. På forhånd havde Maren Jensen tænkt, det ville blive let at finde frivillige til festen, men opgaven viste sig sværere end som så.
- Jeg havde ikke lige tænkt på, at rigtig mange selv skulle med til festen. Og de, der ikke skulle, skulle passe børn, siger hun med smil i stemmen.
I forbindelse med sin tale bad hun gæsterne rejse sig afhængig af, hvor de boede nu. Optællingen viste, at tre var flyttet til udlandet, 10 til København, omkring 50 boede uden for Nordjylland, mens op mod to tredjedele af deltagerne fortsat boede i Trekroner-området og havde børn, børnebørn eller forældre, der også havde gået på skolen.
- Det var virkelig sjovt at opleve, fortæller hun, som i øvrigt selv er tilflytter, men understreger, at det på ingen måde fik hende til at føle sig udenfor.
- Jeg kendte jo rigtig mange af dem, og alle var glade og talte sammen.
De sidste gæster forlod hallen ved 04-tiden søndag morgen - her var frivillige allerede i gang med at rydde op.
Oprydningsarbejdet fortsatte i løbet af søndagen.