Skaterbane rykker nærmere

Planer om en indendørs bane i forbindelse med hallen i Brovst

27. august 2017 kl. 09.51

Mens børn og unge i Biersted for nylig fik hjul under drømmen om at få en skaterpark i byen, så rykker planerne om et anlæg i Brovst også tættere på at gå i opfyldelse.

- Der er en gruppe i Brovst, som gennem noget tid har arbejdet med tankerne om en skaterpark. Og de er nu så nær, at de har indgivet budgetønske til kommunen, siger Helle Bak Andreasen (V), formand for kultur- fritids- og landdistriktsudvalget i Jammerbugt Kommune.

Sidste år satte politikerne to millioner kroner af til anlæg af en bane for unge med hang til små hjul, fart og balance i hver af de fire gamle kommuner Aabybro, Brovst, Fjerritslev og Pandrup.

En gruppe frivillige i Biersted var hurtigt langt med planerne, og udvalget kunne frigive penge til at få drømmen realiseret. Forrige fredag kunne skaterparken endelig indvies.

Men også i Brovst er der kræfter i gang for at få omsat pengene i et anlæg.

- Man arbejder med planer om et noget anderledes projekt sammenlignet med Biersted. Man vil gerne have en indendørs bane, fordi man ellers skal helt til Aalborg for at finde faciliteter under tag, siger Helle Bak Andreasen.

Hun ønsker på nuværende tidspunkt ikke at gå alt for meget i detaljer med planerne, fordi forskellige brugergrupper fortsat mangler at blive hørt om deres ønsker.

Men det ligger dog fast, at planen er, at anlægget skal bygges i forbindelse med Sport & Kulturcenter Brovst, og at det skal etableres således, at man kan indlemme det i hallen, hvis interessen for skateboardramper i fremtiden skulle gå fløjten.

- Lad os nu sige om ti år, at ingen ønsker at bruge anlægget så er det meget smart, at det kan gøres til en del af hallen, siger hun.

Helle Bak Andreasen betegner det nye anlæg som en aktivitetshal snarere end en decideret skaterpark. Meningen er, at folk i mange aldre kan bruge den.

Fordi hallen skal under tag og rumme en række funktioner, bliver den også betragteligt dyrere at bygge end de øvrige skateboard-anlæg.

Hun vurderer, at der vil blive tale om en pris på et lille to-cifret-millionbeløb.

Også i Fjerritslev er planerne om et skateranlæg fremskredne. Her er projektet kommet ind under den Masterplan, der er lavet for byen, og det er lykkedes at få ekstra midler hjem, så der kan etableres en street park.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste