Skal legen fortsætte i Ulveskov?
19. marts er der indkaldt til borgermøde om den kommunale institution i Birkelse
BIRKELSE: Skal legen fortsætte i Ulveskov vuggestue og børnehave?
Sådan helt uden omsvøb lyder spørgsmålet fra Karen-Marie (Krie) Corneliussen, der er overordnet dagtilbudsleder i Aaby Vest, hvor Ulveskov vuggestue og børnehave hører ind under.
Hun mener, at svaret bør være et ja.
Imidlertid er virkeligheden i Birkelse lidt en anden, konstaterer hun.
- Der er rigtigt mange tilbud i form af private dagplejer, vuggestuer og børnehaver i Birkelse, men vi vil jo selvfølgelig godt slå et slag for, at vores tilbud i kommunalt regi også er værd at gå efter, forklarer Karen-Marie Corneliussen.
Der er derfor indkaldt til borgermøde mandag 19. marts klokken 19.00.
Her vil deltagerne diskutere konsekvenserne af, hvis Birkelse ikke længere har en kommunalt drevet vuggestue og børnehave på grund af fald i antallet af indmeldte børn.
Herudover vil mødet beskæftige sig med, hvilke initiativer tiltag og værdier Ulveskov står for, ligesom det skal diskuteres, hvordan borgere og personale i fællesskab sikrer, at Ulveskov vuggestue og børnehave kan bestå.
I mødet deltager ledelse og personale fra institutionen, medlem af kommunalbestyrelsen Mariann Andersen (V) samt repræsentanter for borgerforeningen.