Billede beskrivelse

Seniortræf i Brovst Baptistkirke i forårets tegn

09. maj 2017 kl. 08.42

Med sangen Kom maj du søde milde indleder Seniortræf sit majmøde. Sangen minder om, at skoven atter bliver grøn, og at tiden for nattergalens sang og kukkeren, gøgen, igen nærmer sig. Melodien stammer fra Mozarts sidste klaverkoncert, som blev uropført i Wien i 1791, Mozarts sidste offentlige optræden.

Seniortræf får besøg af koret Evangeliets Gyldne Sange, der består af 25 modne mennesker fra Brønderslevegnen. Det er et fælleskirkeligt kor, der holder af at synge gamle evangeliske sange. Koret akkompagneres af både klaver, saxofon, violiner, bas, harmonikaer, guitar og banjo.

Bent Andersen, korets leder, fortæller:

- Vi synger enkle, glade sange med et klart kristent budskab. Melodierne er iørefaldende og sangbare, og det er vores erfaring, at tilhørerne ganske enkelt ikke kan lade være med at synge med.

Seniortræf indbyder alle til at genopleve gamle sange. Bente Højris, der blev ansat som præst i Baptistkirken kort før jul, og som nu er flyttet fra Sæby til Brovst, slutter eftermiddagen med andagt.

Mødet med temaet - Mindes du sangen - holdes i Brovst Baptistkirke torsdag den 18. maj.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste