Selvforsvar på Øland
Instruktør Henrik Vandrup underviser normalt i karate, men nu får beboere på Øland og omegn bedre mulighed for at forsvare sig selv, hvis altså de vælger at deltage i Henrik Vandrups selvforsvarskursus fra 4. september på Øland Medborgerhus og lærer forskellige tekniker over 10 gange a 1 time. Her lægges ikke kun vægt på den tekniske, men også den mentale side af selvforsvar og lidt om nødværgelovgivning.
Deltagerne bliver undervist i, hvordan man undgår at blive antastet, men skulle det ske alligevel, så bliver de klædt på til selvforsvar mod hold, greb, kvælertag, slag, spark og våben.
Men hvorfor overhovedet vælge at træne selvforsvar eller karate? Det har Henrik Vandrup et bud på:
- Nogen vælger det, fordi de har set har set halsbrækkende stunts udført i film som The Matrix og lignende og gerne vil kunne det samme. Det er min erfaring, at de, der kommer med det udgangspunkt, sjældent holder længe. Karate og selvforsvar er nemlig ikke let tilgængelige sportsgrene. De kræver en disciplin og udholdenhed, som ikke alle har.
Andre vælger det, fordi de føler sig utrygge og gerne vil lære at forsvare sig. Jeg startede selv, fordi jeg følte, det var nødvendigt for at kunne forsvare mig, men det var ikke derfor, at jeg blev ved. Det handlede om fascination af kampsportens væsen og historie, og en fascination af det nørdede aspekt af teknikken som jeg trænede igen og igen, for at blive så dygtig som jeg kunne blive, fortæller Henrik Vandrup.
Fascination og ægte interesse er nok den mest langtidsholdbare årsag til at starte til selvforsvar og karate, men for Henrik Vandborg er det også blevet en livsstil.
- Eksempelvis bukker jeg altid, når jeg møder nye mennesker, før jeg giver hånd, ikke fordi jeg er underdanig og føler mig mindre værd, men fordi det er naturligt for mig at vise respekt på den måde - for de mennesker jeg møder, slutter Henrik Vandrup.