Livet her

Saltums unge mennesker har fået nye rammer

Saltum Ungdomsklub har nu fået permanente rammer, men midlerne til at indrette lokalerne mangler

21. januar 2020 kl. 07:15

SALTUM: Torsdag kunne Saltum Ungdomsklub indvie sine nye lokaler. Mange unges samlingspunkt i byen har haft skiftende lokaler gennem et stykke tid, og nu håber ungdomsskolen på at have fundet et sted at blive.

Fremover kan byens unge mødes i den gamle tandlægebygning ved indkørslen til Saltum Skole.

- Det er vigtigt, at vi bibeholder et klubtilbud for de unge mennesker. Da renoveringen af skolen gik i gang, skulle vi ud med det samme, og det gik så stærkt, at vi skulle flytte en uge senere. Siden har vi været i Nols-hytten og nede i spejderhytten. Nu er det planen, at vi skal blive her, fortæller klubkoordinator Susanne Larsen Kristiansen.

Der er dog skår i glæden over flytningen. Der er ingen midler til at klargøre lokalerne, der i lang tid blot er holdt frostfrie, siden skoletandlægerne flyttede fra bygningen. Ungdomsklubbens midler har nemlig været indefrosset i kommunalt regi siden i fjor.

- Vi er jo nødt til at gøre det klar for ingen penge. Det har fået en god gang rengøring, og enkelte ting skulle køres ind og laves. Det har vi gjort så godt, som vi kunne. Det har jo stået tomt i mere end 10 år og er præget af det. Det trænger til en god renovering, men det er alligevel blevet ret godt. De unge mennesker er jo tilfredse, hvis de har et sted at være. Lidt hygge og nærvær gør dem glade, siger hun.

Nu skal man hos Jammerbugt Ungdomsskole se, hvordan økonomien i fremtiden kan skabe liv i ungdomsklubbens nye lokaler.

- Vi skal til at se, hvad det koster om året at have kørende. Vi har tidligere boet gratis på skolen, så det kan vi først finde ud af nu. Vi må se, om der frigives midler, så vi kan sætte det i stand, siger Susanne Larsen Kristiansen.

En aktør i den glædelige indflytning er Lions Club Hvetbo, som har doneret møbler til Saltum Ungdomsklub. Det gav en god start i lokalerne, der har en perfekt placering.

- Vi har en masse friluftsaktiviteter, så Nols Sø bliver en slags kerne for os. Vi har skoven, hvor vi kan have en masse mountainbiking, kanoture og klatring, som er en stor del af vores tilbud. Vi har selv folk, der er uddannet inden for de områder, og de kan lave nogle gode forløb, som er tæt på vores nye bygning. Der er udsigt til det hele, og det kan ikke blive bedre, siger klubkoordinatoren.

Torsdag havde Saltum Ungdomsklub den første klubaften, hvor de fremmødte unge kom med idéer til lokalernes udformning.

- Vi lytter meget til, hvad de gerne vil. De er brugerne af vores faciliteter, og de har medbestemmelse, slutter hun.

Annonceret indhold

Nyeste