Sælg ud og gør en forskel: Loppemarked i en god sags tjeneste
Søndag 28. januar slår Trekroner Landsbycenter dørene op til et ganske særligt kræmmer- og loppemarked - pengene fra arrangementet går nemlig ikke direkte i lommen på en forening eller private. De frivillige ildsjæle fra Trekroner har i stedet besluttet at støtte Trekronerskolens elever i arbejdet med at samle penge ind til Danmarksindsamlingen og derfor går alle indtægter direkte til børnene indsamling.
Fra Trekronerskolens side har man budt DR’s ungdomskanal, DR Ultra med til markedet, og der er stor interesse fra DR’s side i at deltage - så måske kan man også være heldig at komme i fjernsynet.
På kræmmermarkedet vil der være plads til alle, der gerne vil sælge alt mellem himmel og jord - både rutinerede og dem, der prøver for første gang. Og prisen er til at overkomme: For en hundredekroneseddel kan man komme med sine varer eller få en stand til sit arbejdende værksted.
Vælger man at gå all-in i den gode sags tjeneste og donerer indtægten fra den bod, man har, vil standen være ganske gratis.
Eleverne på Trekronerskolen i flere år nærmest har haft Danmarksrekord i gode gerninger, som Ole Kirks Fond, Legofonden, i mange år har sponsoreret. Det gør fonden ikke i år, men eleverne er i fuld gang med at gøre gode gerninger igen i håb om, at der findes nye sponsorer - og Trekroners ildsjæle gør deres for at give børnene en hjælpende hånd.
Vil man gerne være med til at hjælpe børnene til at gøre en forskel, der kan mærkes, kan man sponsorere elevernes gode gerninger med for eksempel én krone pr. god gerning.
I Trekroner håber man på, at både forældre, bedsteforældre og andre med ønsket om at hjælpe Trekroner vil hjælpe til og leje en bod - både for at skabe en fælles succes, men også for endnu en gang at sætte Trekroner på landkortet, når det gælder om at lokke nye børnefamilier til området ved at vise, hvad Trekroner er, kan og vil.
Ud over kræmmer- og loppemarkedet vil der også være mulighed for at se en fin samling malerier og købe diverse specialprodukter, blandt andet Bonderupmosten fra Råd og Dåd.
Eleverne vil også sørge for hjemmebag, som kan købes sammen med saft og kaffe på kræmmer- og loppemarkedet.
Områdets nyvalgte medlem af kommunalbestyrelsen, Birgit Mejlholm Kold, vil markere åbningen af markedet med en lille tale.