Billede beskrivelse

Så er det officielt: Buddha holder til i Brovst

25. juni 2023 kl. 12.01

Omkring 350 buddhister fra både Danmark, Norge, Tyskland og Thailand fandt lørdag vej til Brovst, da den nordjyske buddhist-menighed holdt åbning af templet og meditationscentret på Østergade.

Åbningen foregik med masser af musik, dans og fællesspisning. Og selvfølgelig også bøn og offergaver til det nye tempel, der udelukkende drives af donationer fra menighedens medlemmer. Åbningstalen blev holdt af den thailandske ambassadør i Danmark, Sirilak Niyom, for mange af de danske buddhister stammer fra Thailand.

- Det nye tempel er vigtig for thailandske samfund i Danmark, så jeg tog naturligvis turen til Brovst, siger Sirilak Niyom til Ligeher.nu.

Billede beskrivelse

En stærk kultur

- Meditation og bøn er en vigtig del af tilværelsen for thailændere og en del af landets stærke kultur. Med det nye tempel og meditionscenter får den lokale menighed mulighed for at bevare kontakten til den kultur, som betyder så meget for os.

- Det handler om fællesskab. Vi tager hånd om hinanden og hjælper. Ingen skal være alene.

- Derfor er fællesspisningen en vigtig del af åbningsceremonien. Alle er velkomne uanset baggrund og kultur, for det er en del af vores kultur, at vi deler med andre, forklarede ambassadøren, inden turen gik tilbage til København.

Billede beskrivelse

Det nye meditationscenter ledes af chefmunken Phramaha Sajjat Vajiranano, der leder og vejleder menigheden. Desuden har menigheden normalt tre til fire munke under uddannelse tilknyttet – alle fra Thailand. 

Ved åbningen var der et massivt opbud af munke i orange gevandter fra de øvrige menigheder – og også et par nonner, som er klædt i hvidt.

Billede beskrivelse

En festdag

Den officielle åbning af Wat Buddhadham Visuddhi Brovst, som det nye tempel officielt hedder, var en stor dag for Phramaha Sajjat Vajiranano, der har boet i Brovst i et par år:

- Vi er alle så glade. Det er en rigtig festdag, sagde chefmunken, da dagens offergaver blev talt op i templets store sal foran den fire meter høje Buddha-figur, som er Danmarks største.

- Alle giver noget. Både praktiske ting, som munkene kan bruge i dagligdagen, men også kontanter gør det muligt at drive et stort og moderne meditionscenter her i Brovst. Nu kan vi komme i gang for alvor, siger Phramaha Sajjat Vajiranano.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste