Så blev den nye skov indviet
Jammerbugt Kommune, Aabybro Vand samt Growing Trees Network står bag en stor skovrejsning ved Biersted Bakkeø og Aaby Skoven. I juni plantede Naturstyrelsen således i omegnen af 74.000 træer og buske på et areal svarende til 18 hektar. Målet er blandt andet at sikre grundvandet i fremtiden, ligesom skovrejsningen skal fungere til gavn og glæde for lokalsamfundet.
Torsdag var der inviteret til stor indvielse af det nye skovareal. Det foregik med deltagelse af blandt andre borgmester Mogens Gade (V), der indledningsvis gav udtryk for stor tilfredshed med projektet. Han hæftede sig således ved den dobbelte gevinst, der indrammer skovrejsningen i forhold til såvel drikkevandskvaliteten som den almennyttige effekt.
Tilplantningen i det pågældende område udgøres af hjemmehørende træ- og buskearter. De større bevoksninger er baseret på fortrinsvis bøg og eg. Foreløbig er der opkøbt 29 hektar til beplantning af ny skov i Jammerbugt Kommune. Næste etape igangsættes til foråret. I alt forventes de nye skovrejsningsprojekter at beløbe sig til knap 38 mio. kr. Heraf skal der bruges 30 mio. kr. på arealerhvervelse. Kommunen og Aabybro Vand A.m.b.A. bidrager til finansieringen med hvad der sammenlagt svarer til 60 procent af udgifterne til opkøb af arealerne.
I forbindelse med torsdagens indvielse satte Mogens Gade i øvrigt også spaden i jorden for at bidrage til plantningen af en række frugttræer. Det samme gjorde mange af de fremmødte, som endvidere kunne nyde en let forplejning.