Rute 11: Atter bøvl forude
FJERRITSLEV: Åh, ikke nu igen, tænker mange bilister sikkert i disse dage. For nu er der igen asfaltarbejde forude på den trafikerede rute 11 mellem Aalborg og Thisted.
Onsdag 18. september går Vejdirektoratet i gang med at lægge ny asfalt på rute 11 ved Fjerritslev, hvor den nuværende asfalt er slidt og trænger til at blive udskiftet. Det sker på den seks kilometer lange strækning mellem Østergade og Gøttrupvej.
Lysregulering
Mens arbejdet står på, vil trafikken på strækningen blive lysreguleret – og bilisterne må indstille sig på længere køretid, skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse. Arbejdet forventes at tage tre uger.
Arbejdet begynder med, at Vejdirektoratet fræser den gamle asfalt af. Så skal det underliggende bærelag repareres. Herefter vil der blive lagt et nyt lag asfalt, som til sidst får påført nye striber.
Resultatet bliver en mere jævn kørebane og en bedre køreoplevelse for trafikanterne, mener Vejdirektoratet.
Før sommerferien var den seks kilometer lange strækning mellem Brovst og Tingskoven lukket i dagtimerne i fire uger ligeledes på grund af asfaltarbejde.