Livet her

Reptiler tog kegler på biblioteket

12. september 2022 kl. 07:19

Under overskriften ”Slangerne slippes løs” var der lørdag kaldt til samling på Pandrup Bibliotek. Helt så galt gik det dog ikke, da slangetæmmer Peter Løve Mark lagde vejen forbi med to af sine pytonslanger. Det skabte stort rykind i formiddagstimerne, hvor Peter Løve Mark gav de cirka 75 fremmødte et grundigt indblik i slangernes verden. Børn og voksne blev således klogere på alt fra slangernes anatomi til adfærd og udbredelse. Og så fik Peter Løve Mark nok så væsentligt understreget slangernes vigtighed i fødekæden og deres medvirken til en naturlig regulering af skadedyr som mus og rotter.

Ved arrangementet var der naturligvis rig lejlighed til at komme helt tæt på de to medbragte dyr i skikkelse af henholdsvis en flot gul tigerpyton på cirka 3 meter samt en noget mindre kongepyton. De modigste fik lov at holde slangerne, inden dagen blev rundet af med udstedelse af slangetæmmerbeviser til de yngste. Disse kunne endvidere lade sig fotografere i nærkontakt med de lemmeløse skabninger.

Peter Løve Mark har holdt slanger siden drengeårene og er i dag bredt anerkendt som en af landets fremmeste eksperter på området. Han bistår desuden politi og myndigheder med at indfange og artsdefinere slanger, der enten er undsluppet eller som er illegalt importeret.

Dagen var stablet på benene af Jammerbugt Bibliotekerne.

Annonceret indhold

Nyeste