Rene fik en klump i halsen
- Det gav en stolt følelse og en lille klump i halsen at se alle gæster stå op for fanen til indmarch, og se hvor glade og forventningsfulde vores gymnaster var - små som store. Det er en fed følelse at stå med, at dagen lykkes og vi er kommet rigtig godt i mål med en super god sæson, fortæller formand René Hellegaard Aagaard fra Fjerritslev Gymnastikforening, efter at foreningen søndag den 19. marts havde forårsopvisning.
Der var i år et nyt hold med Rytmedamer. De imponerede med flotte serier på et højt niveau. Deres program indeholdt også flotte øvelser med bolde og spring over gulv.
TikTok
- For andet år i træk havde vi vores populære hold TikTok/MGP dans med, og de sørgede for en sand fest i hallen med deres flotte koreografier med ”moves” til smittende rytmer, siger René Hellegaard Aagaard.
De otte hold gav den allesammen gas, og tilskuerne fik at se, hvor hårdt de havde trænet i sæsonen. Arrangørerne takker alle de frivillige og forældre for al hjælp i løbet af sæsonen samt på opvisningsdagen, hvor der var brug for ekstra hænder.
Der bliver også sendt en tak til sponsorerne. Traditionen tro havde foreningen mange skønne sponsor-præmier, som blev udloddet mellem holdene. Hovedpræmien var to billetter til Vesterhavsrock
Foreningen havde også sørget for de bilinteresserede, da der igen i år var udstillet biler foran hallen. Det var MTH biler, HJN Auto samt Midtvejs Auto.