Regntid i Nordjylland
Skulle nordjyderne ømme sig over vejrgudernes manglende gunst, så har de ifølge Danmarks Meteorologiske Institut god grund til det i år.
Ifølge DMI er Nordjylland ganske enkelt den mest nedbørsplagede region i Danmark i denne sommer, fortæller klimatolog Mikael Scharling.
- I gennemsnit er der for regionen i perioden 1. juni til 23. august 2017 faldet 307 mm. Det gør regionen til den vådeste i Danmark. Aalborg topper med 388 mm, mens Skagen er sluppet med 201 mm, oplyser han.
Sommerrekorden blev sat 9. juni, hvor der i løbet af et døgn i gennemsnit faldt over 30 mm regn i hele regionen, men ellers er nedbøren faldet mere eller mindre jævnt over hele perioden. Der er mange dage med nedbør over 10 mm, og tørvejr over flere dage er stort set ikke forekommet i perioden. I hvert fald ikke i regionen som helhed.
I forhold til gennemsnittet for 10-året 2006-2015, er der i regionen faldet 99 mm mere nedbør eller 47 procent mere nedbør end normalt.
Som DMI’s kort viser, er det den østlige del af Nordjylland, der har fået mest regn.
Thyboerne er dem, der relativt set er sluppet nådigst.
Vejrudsigten lover heller ikke perfekt høstvejr i de kommende dage, hvor der fortsat er regnskyer på DMI’s vejrkort.