Rasmus døde sidste år: Blev mindet med sang og kunst
ATTRUP: Torsdag eftermiddag fejrede den socialøkonomiske virksomhed Råd & Dåd 30 års fødselsdag. Det skulle være en fest – og det blev det med både reception, taler og underholdning, sådan som det sig hør og bør.
Men det blev samtidig til en mindestund for Råd & Dåds leder gennem mange år, Rasmus Højen, som døde sidste år. Gennem en årrække fra 2015 og frem til sidste år satte Rasmus Højen mere end nogen anden sit præg på Råd & Dåd.
- Rasmus havde mange store tanker, og han fik sat hundredvis af gode ideer i søen i de mange år, han var i Råd & Dåd. Der var altid løsninger på selv de sværeste ting, siger Tina Riisager, der overtog roret efter Rasmus Højen.
Ny sang præsenteret
Det var også Rasmus Højen, der for et par år siden fandt på, at Råd & Dåd skulle have sin egen sang. Han kontaktede Mikael K fra Klondyke, som brugte torsdagens reception til at spille sangen for første gang. Den hedder naturligvis Alle Dur Til Noget, som var Rasmus Højens motto – og slagordet for arbejdet i Råd & Dåd.
Slagordet går igen i det mindesmærke, som samarbejdsudvalget i Råd & Dåd har fået kunstneren Aabybro-kunstneren Gerda Tranberg til at lave af drivtømmer.
- Det skulle naturligvis være noget med genbrug. Først tænkte vi på en mindesten, men vi ville have mindet indendørs, hvor vi alle kan se det hver eneste dag, fortalte Annika fra Råd & Dåds samarbejdsudvalg.
Taler og lækkerier
Jubilæumsreceptionen bød også på taler af blandt andre Råd & Dåds formand Flemming Dahl Jensen og den tidligere Brovst-borgmester Ole ”EU” Christensen. Receptionen samlede godt 100 mennesker, der blev trakteret med lækkerier fra Skovsgård Hotel, der er en af de mange virksomheder i Råd & Dåd.
Råd & Dåd er en socialøkonomisk virksomhed, der skaber meningsfyldte bo- og beskæftigelsesmuligheder i Jammerbugt Kommune for folk, som af den ene eller anden grund ikke kan klare at være på det almindelige arbejdsmarked.