Prøveweekend for KFUM Spejdernes ulveunger i Fjerritslev
Ulveungerne skal på en stor MUS-lejr 9. juni til 11. juni på Thorup Hede. Derfor var der for nylig en prøvelejr på Spejderborgen for at træne i lejrliv.
Weekenden blev brugt til at teste om børnene kunne undvære deres forældre natten over, og om forældrene kunne undvære deres barn. Skulle det mislykkes for barn eller voksen, er Spejderborgen jo behageligt tæt på de fleste forældre.
Der var mødetid fredag aften klokken 18.30, hvorefter der skulle sættes telte op og "redes senge". De to ældste ulveunger der skal rykkes op til spejdere næste år, fik til opgave at tænde bål, der jo er et fast indslag i enhver spejderlejr. Noah Bendixen og Emil Klit klarede opgaven flot, så der senere kunne ristes skumfiduser og bages snobrød. Efter bålhyggen gik man til ro i teltene.
Klokken 7 næste morgen, var der flaghejsning og morgenmad, hvorefter ulveungerne kunne afhentes. Både børn og voksne var godt trætte, for allerede klokken 5.30 var de første ulveunger vågnet.
- Ved afhentningen var der nogle dejlige forældre, der hjalp til med oprydningen, for de kunne godt se at alle var trætte, udtaler Rene Klitgaard, som var leder på lejren sammen med Malene Larsen og Palle Sørensen.