Præstegård renoveres
Med 120 år på bagen trænger Gjøl Præstegård til modernisering
Når præsten på Gjøl, Lone Krogsgaard, holder flyttedag i begyndelsen af i juni, er det ikke fordi, hun forlader sit embede, da der blot er tale om en midlertidig flytning, fordi der tages fat på en tiltrængt gennemgående renovering og modernisering af den 120 årige gamle Gjøl Præstegård, og den vil igen være klar til indflytning ved årets udgang.
Gjøl nuværende præstegård er bygget i 1898, og tidligere lå der på samme sted en gammel præstegård med tilhørende avlsbygninger.
Jorden blev solgt fra i begyndelsen af 1900-tallet, og de gamle bygninger blev revet ned og en del af den nuværende præstegårds tilbygninger er bygget af genbrugsmaterialer herfra.
- Præstegården har naturligvis i årenes løb gennemgået en række forandringer og forbedringer, men tiden er nu inde til at lade foretage en mere gennemgående renovering og modernisering. Blandt andet er tagbelægningen nedslidt, og der er konstateret borebiller i de gamle spær, og energimæssigt lever præstegården slet ikke til op til standarderne, siger formand for menighedsrådet, Jørn Rytter.
- Præsten har bopælspligt i præstegården, der naturligvis skal leve op til tidens krav for en moderne bolig. Desuden er menighedsrådet meget opmærksom på at sikre bevarelse af sognets 120 årige gamle præstegård, der som andre præstegårde har haft en stor kulturel og kirkelig betydning ikke mindst for udviklingen af lokalsamfundet, siger han.
Præstegårdsudvalget har det sidste års tid arbejdet med planer for renoveringen, og det forberedende arbejde for renoveringen er nu afsluttet.
Det færdige projekt med tegninger og økonomiske overslag er godkendt af såvel Jammerbugt Provsti som Aalborg Stift.
Renoveringen er projekteret til en udgift på 3.500.000 kroner eksklusiv moms og ventes påbegyndt medio juni i år.
Arkitekthuset Vodskov har udarbejdet skitsematerialet og forestår byggerådgivningen.
Under renoveringen har menighedsrådet sikret genhusning af Lone Krogsgaard og familie via et lejemål af ejendommen Limfjordsgade 81 på Gjøl.