Arealet, der er udbudt til salg er på knap 8.000 kvadratmeter, og er beliggende mellem Aalborgvej og Blokhus By Camping. Foto: Lars Pauli
Livet her

Plan om jordsalg møder lokal modstand

Tre foreninger i Blokhus og Hune ønsker at bevare grønt areal

03. august 2022 kl. 10:38

Det falder ikke i god jord hos Blokhus og Omegns Grundejerforening, Foreningen Blokhus Klitplantage og Hune-Blokhus Borgerforening, at Jammerbugt Kommune har valgt at udbyde knap 8000 kvadratmeter jord, der er beliggende mellem Aalborgvej og Blokhus By Camping.

Blokhus og Omegns Grundejerforening og Hune-Blokhus Borgerforening tæller til sammen omkring 1000 medlemmer, og formændene i skikkelse af Jens Saabo og Poul Andersen er ikke i tvivl. Den grønne allé, der byder velkommen til Blokhus, skal bevares, mener de.

- Kommunen bør ikke sælge det areal. Dels griber det ind i planerne om en Rambla fra Hune til Blokhus, og dels ødelægger det helhedsindtrykket, når man kommer til området, siger Jens Saabo.

- Vi skal bevare så meget af naturen som muligt - det er en del af områdets styrker og kendetegn, og netop det mange turister kommer for at opleve, siger Poul Andersen.

Både Jens Saabo og Poul Andersen understreger, at de ikke ønsker at bremse en udvikling af campingpladsen.

- Vi er ikke ude på at skade campingpladsens forretning. Vi er af den opfattelse, at har vi en attraktiv campingplads, kommer der også flere folk til området. Dog er vi af den holdning, at skal der udvides, bør det ske sydpå og ikke ud mod vejen, lyder det fra Poul Andersen og Jens Saabo.

Hos "Foreningen Klitplantagen Blokhus", der tæller omkring 140 medlemmer, var der på foreningens generalforsamling, ifølge medlem Peter Grønning, bred utilfredshed med planerne om at sælge det centralt beliggende område.

Nyeste